Kulissen var sat i den rumænske hovedstad.

Den store dagbog: Fra Rumænien med kærlighed

Et kærlighedsbrev til RMR’en i Bukarest.

Dust2.dk ved RMR-turneringen i Rumænien.

Denne artikel afspejler skribentens personlige oplevelse af og holdning til eventet.

En major er det største en Counter-Strike-spiller kan opnå. Eller rettere, det næststørste, efter at vinde en major, men du forstår, hvad jeg mener. Jeg vil dog igen godt vove den påstand, at RMR (Regional Major Rankings), der fungerer som kvalifikationsspillet til majoren, er årets vigtigste turnering.

Det er, når major-billetterne skal uddeles, at der er allermest på spil. Jeg tillader mig at sammenligne det med playoff-finalen i den næstbedste engelske fodboldrække, The Championship, hvor der, udover oprykning til Premier League, er flere 100 millioner engelske pund på spil.

Det er lidt det samme med RMR’en, om end vi naturligvis ikke snakker om beløb i samme størrelsesorden til de kvalificerede hold. For et Counter-Strike-hold, eller en esports-organisation, med et CS-hold, er det dog alligevel store penge. Og det er ikke kun det. Det er også prestigen.

Det hjerteskærende øjeblik til RMR'en for to år siden, hvor SAW missede kvalifikationen til majoren i Antwerpen i absolut sidste sekund. stadodo smider sine 'in-ears' væk i frustration. Jeg var selv ligeledes til stede ved denne RMR, som også blev spillet i Bukarest. Denne gang, to år efter, lykkedes det for stadodo og co. at kvalificere sig.

Vi så op til RMR’en, hvor meget det betyder, med de udskiftninger, der blev foretaget på nogle af holdene. Der blev prioriteret nye spillere, som ville give holdene direkte adgang til den afgørende RMR, så de ikke skulle igennem de hårde og svære åbne og lukkede kvalifikationer. Vi så det blandt andet med udskiftningerne hos hold som ENCE og Falcons.

Det mest slående eksempel på, hvor vigtig RMR'en er, så vi dog med det polske hold, Enterprise. De havde spillet sig videre til RMR’en, via den åbne og lukkede kvalifikation, under navnet ex-ThunderFlash. På det tidspunkt stod de uden organisation. At de kvalificerede sig til RMR’en ændrede dog alt.

Den tjekkisk-slovakiske organisation Enterprise tog en chance med holdet. De øjnede en mulighed og havde ikke rigtig noget at tabe, men til gengæld alt at vinde, hvis holdet skulle overraske og kvalificere sig.

Med det er forståelsen ligesom på plads i forhold til, hvorfor RMR’en til en major er så vigtig. Så er det ligesom også til at forstå, hvorfor atmosfæren var spændt, da de i alt 32 hold, som skulle tage del i den europæiske RMR, mødte ind til kampene i PGL's studie.

Presset var ekstra stort for alle til denne RMR, ikke mindst for de danske hold, spillere og coaches. Det var nemlig en RMR til både den første major i CS2 og den første major nogensinde på dansk grund, i København.

Sydlandsk passion for fuld udblæsning

RMR A

G2 blev hevet ud i kulden til et holdbillede efter de havde kvalificeret sig til majoren. Umiddelbart efter billedet blev taget, fik jeg en snak med HooXi.

Den europæiske RMR er delt op i to grupper, RMR A, og RMR B, med 16 hold i hver. RMR A var sat til at løbe fra den 14. til 17. februar, mens RMR B var programsat fra den 18. til 22. februar. I alt 17 billetter til majoren i København var på højkant. De otte bedste hold fra hver af de to grupper gik direkte videre til majoren, mens den 17. og sidste billet skulle fordeles i en kamp mellem seks hold, de tre 2-3-hold fra hver af de to grupper.

På årets travleste dag for de fleste blomsterhandlere, valentinsdag, var scenen sat i PGL's studie i den rumænske hovedstad, Bukarest. Her mødte de første 16 hold hold op, klar til kamp i RMR A. Sig det med blomster, er normalt ordlyden. Denne dag var det ”Sig det med Counter-Strike.”

Der var ingen rene danske hold med i RMR A, men der var til gengæld seks danske spillere fordelt på fire hold med. For to af de seks blev det en succeshistorie. G2 og HooXi kvalificerede sig til majoren på andendagen, mens FaZe og karrigan spillede sig videre på tredjedagen. For Falcons og NIP, med hver deres danskerduo, Snappi og Magisk, og k0nfig og es3tag, blev det omvendt til et major-mareridt i Bukarest. NIP blev ekspederet hjem på andendagen og Falcons på tredjedagen.

At HooXi og karrigan, med deres respektive hold kvalificerede sig, var ikke den store overraskelse i. Det faldt jeg ikke på hælene over. De gjorde deres pligt, og det, der var forventet af dem. Det samme kan siges om Virtus.pro og NAVI.

I stedet var det tre andre hold, som i den grad charmerede sig ind på mig. De højlydte spaniere fra KOI glemmer jeg ikke sådan lige. Det samme med deres iberiske brødre fra SAW. Det er to hold, som spiller med en enorm portion sydlandsk passion. Det er råben, hujen og følelserne uden på tøjet. Og det var svært ikke at lade sig rive med og dele deres glæde. For det endte heldigvis glædeligt for begge hold, da de begge gik videre til majoren.

Jeg sad selv lige bag ved KOI og SAW, der hvor de spillede, da de kvalificerede sig på henholdsvis tredje- og fjerdedagen. Der var god lyd på drengene hos begge hold. Og det lød nøjagtig, som det ser ud, da de fejrede den sikrede major-kvalifikation.

Jeg håber, de begge bringer den samme passion med til København. Ligesom jeg håber, at det tredje hold, som virkelig også har vundet mit hjerte, kan tage deres passion, men også deres flotte spil, med til København. Her tænker jeg på tyrkiske Eternal Fire, anført af XANTARES, MAJ3R og woxic, som i den grad bliver ved med at imponere mig.

XANTARES og co. spiller fremragende Counter-Strike, og de har rykket sig vildt meget over det seneste halve års tid. De er Tyrkiets stolthed, de har et kæmpe CS-land i ryggen, de har en masse fans over hele Europa, og jeg sikker på, at de kommer til at vise sig markant frem i København.

I den kedelige afdeling rørte det mig ligeledes, da danskerduoerne hos Falcons og NIP blev sendt hjem. Det var skuffende og hårdt at se. Der kom det virkelig til udtryk, hvor meget det betyder for spillerne, og hvor grusom en RMR kan være. Det var ikke kun jubel og glædestårer disse fire første dage. Det var så sandelig også tårer, der kom som følge af vrede, skuffelse, frustration og bristede drømme.

Det betød selvsagt også mere for danskerne, når nu det er en major på hjemmebane i Danmark. Derfor var skuffelsen endnu større. Og det var ikke kun hos spillerne, men ligeledes hos Falcons' danske coach, den fem-dobbelte majorvinder, zonic.

How it started vs. How it's going

Jeg havde svært ved ikke at være skuffet på hans vegne, da jeg snakkede med ham. Han har om nogen været med til at sætte dansk Counter-Strike på verdenskortet. Han havde om nogen fortjent en hyldest og stående ovationer fra det danske hjemmepublikum. Derfor gjorde det ekstra ondt. Men sådan er gamet. Og sådan er det med den forbandede RMR. Der er ingen nåde.

Der var heller ingen nåde hverken hos NIP eller Falcons, da de to hold kom hjem fra Rumænien. Kort efter fik vi nyheden om, at NIP havde bænket k0nfig, es3tag og headtr1ck, samt deres coach og assistent, djL og haste. Måske ikke så overraskende, men alligevel kom det som lidt af en bombe. En kæmpe bombe var det til gengæld, da Falcons annoncerede, at de havde bænket BOROS og erstattet ham med s1mple. Noget som naturligvis også blev det store samtaleemne hos alle i PGL's studie.

Med en god blanding af skuffelse og glæde, og de to første danskere videre til majoren i København, gik den første af de to europæiske major-kvalifikationer, RMR A, på hæld. Herefter ventede en "hviledag", i hvert fald for undertegnede. Dog ikke for spillerne, som skulle deltage i RMR B. Her stod den på mediedag, inden det blev alvor.

Den store danskerfest

RMR B

Undertegnede (forrest th. i billedet) fik en snak med kraghen (forrest tv. i billedet), efter ECSTATIC's sejr over OG på andendagen af RMR B. Du kan læse interviewet her.

Mandag den 19. februar. RMR A var veloverstået, og nu var det tid til RMR B. Her var der en danskerfest i vente med hele 21 danske spillere fordelt på syv forskellige hold. Heraf var der tre rene danske hold i form af Astralis, Preasy og ECSTATIC. Foruden disse tre hold, med deres 15 danske spillere, talte RMR B også TeSeS, sjuush og nicoodoz hos Heroic, br0 hos Monte, gla1ve hos ENCE, og acoR hos GamerLegion.

Ud af de 21 danskere i RMR B var det desværre kun ni af dem, som formåede at klare cuttet og kvalificere sig til majoren. Ikke ligefrem den danskerfest vi havde håbet på. Lad os bare slå det fast med det samme. Det var heller ikke ligefrem de, eller det danske hold, som vi forventede, der ville kvalificere sig. Men I ved alle, hvordan det endte.

Det bliver en major i Danmark uden det hold med fleste major-titler, Astralis. Til gengæld bliver det en major på dansk grund med deltagelse af lidt af en underdog i ECSTATIC.

ECSTATIC var den helt store fornøjelse og overraskelse i RMR B. Det må jeg sige. Det er fem fantastiske gutter med nogle fantastiske folk bag sig, som har kæmpet benhårdt for at gøre deres drøm om en major - og endda på dansk grund - til en realitet. Det var en fornøjelse at følge dem tæt på i løbet af de fire dage, de var her i Bukarest, og gennemleve de op- og nedture de havde.

Patti co. gik fra at være grædefærdige på tredjedagen, efter nederlaget til Apeks, til jubel og glædestårer på fjerdedagen, hvor de sikrede sig en major-billet.

Jeg husker især tydeligt, hvor skuffede og nede de var efter nederlaget på tredjedagen til Apeks, hvor de ellers spillede lige op med et af de absolut bedst spillende hold i RMR B. Det skar i hjertet, selv hos en gammel nisse som mig. Her virkede selv et "kom igen," som det dummeste man kunne sige til spillerne. Men det påvirkede heldigvis ikke de unge gutter mere end som så.

Gutterne var oppe på hesten igen dagen efter nederlaget til Apeks. De var både fysisk og mentalt til stede og klar til igen at forsøge at spille sig til majoren, denne gang mod Guild Eagles. Og denne gang gjorde de det sgu! Til stor jubel for alle i ECSTATIC-lejren. Til stor jubel for hele CS-Danmark.

De gjorde det, som ikke mange, nærmest ingen, troede tænkeligt inden RMR'en startede. Og de gjorde gjorde det med mod, mentalt overskud, hårdt arbejde, grind, og frem for alt en tro på sig selv og hinanden. Med mantraet "En kamp ad gangen. En runde ad gangen."

Efter major-billetten var i hus kom spillerne ud til interviews. De havde svært ved at fatte, hvilken kæmpe bedrift det var, og hvad de havde opnået. I har alle set billederne af salazar, som var grædefærdig af glæde. Selv kraghen, som jeg snakkede med, var tydeligt bevæget. Det samme gjaldt deres CEO, Thomas Sinding, som kneb en tåre, mens han konstaterede, at det var kulminationen på fem års arbejde. Og hvilken bedrift!

Det var nogle fantastiske jubelscener som udspillede sig i ECSTATIC-lejren, efter de havde kvalificeret sig til majoren.

Der er ingen tvivl om, at det for mig var det helt store højdepunkt i RMR B. ECSTATIC-historien, og deres rejse, kom nærmest til at overskygge alt andet. Det blev nærmest en sidehistorie, at Heroic formåede at kvalificere sig til majoren senere på selv samme dag, som ECSTATIC spillede sig videre. Og det er bestemt ikke for at tage noget fra Heroic, som fortsatte de gode takter fra Katowice. De gjorde det godt.

På deres vej til at sikre sig major-deltagelsen, var Heroic i øvrigt i hele to styks danskerbrag. I deres første kamp mod Preasy og i deres tredje kamp mod Astralis. Heroic vandt begge derbyer. Det eneste, jeg savnede fra de to danskerderbyer, var lidt mere tænding. Jeg ved ikke, om det måske er, fordi det ikke rigtig er det samme uden cadiaN. Selv skal jeg lige vænne mig til Heroic og deres nye udseende. Det kan dog sagtens gå hen og blive godt. Også til majoren.

Inden vi runder de sidste danskere i RMR B, så vil jeg godt lige sætte lidt ord på alt det løse, startende med MOUZ. Det var nemlig det hold, der rent spillemæssigt imponerede mig mest. Før deres 2-0-kamp mod Spirit sad jeg selv med følelsen af, at hvis der er et hold her, der kan slå Spirit, så er det MOUZ. Og det var netop tilfældet. MOUZ, med deres danske coach, sycrone, fik skovlen under Spirit. I det hele taget spillede de efter min mening det bedste CS af alle hold i RMR B. Rigtig mange ting sad bare i skabet for dem, og det har det gjort i et stykke tid nu. Derfor er de også en af outsiderne til majoren.

Apropos Spirit, så fik jeg æren af at møde mit helt store CS-idol lige for tiden, d... zont1x! Jeg mener selvfølgelig donk, om end det skal siges, at jeg også har et svagt punkt for den stille dræber, zont1x. Begge er de to stille knægte, som bare passer deres. Lige så højlydt donk var til IEM Katowice, lige så stille og rolig er han i øvrigt, når man møder ham.

Han blev endvidere konstant passet på af sine holdkammerater, hvor zont1x til gengæld virker lidt mere selvstændig. Især sh1ro var konstant omkring sin unge holdkammerat, og det er tydeligt, at sh1ro har taget ham lidt under sine vinger. Efter de to kampe mod Astralis og MOUZ, hvor donk endelig mødte lidt personlig modgang og virkede en smule menneskelig, var det ligeledes sh1ro, som lagde en arm om hans skulder efter kampene.

Selv efter de slog Heroic og kvalificerede sig til majoren, var sh1ro den første, der krammede sin unge holdkammerat. donk kan vel heller ikke ønske sig en bedre støtte, som en nuværende og kommende superstjerne, end en spiller som sh1ro, der kender gamet ud og ind og selv har præsteret på et højt niveau længe.

Showmanden apEX og superstjernen ZywOo.

En spiller, der ligeledes har præsteret på et højt niveau længe, er verdens pt. bedste spiller, ZywOo. Han og Vitality kvalificerede sig naturligvis også som ventet til majoren. ZywOo er der ingen, der behøver passe på. Counter-Strike-verdenens svar på Zidane, 'stroller' bare rundt, som om han ejer stedet, akkurat som på serveren. Det er tydeligt, at den før så stille og generte ZywOo, virker mere afslappet, udadvendt og selvtillidsfuld.

Om hans kaptajn, apEX, har smittet lidt af på ham, skal være usagt. apEX er i øvrigt nøjagtig, som han fremstår. Han er, om man kan lide det eller ej, en showmand i ordets forstand. Én, hvis tilstedeværelse kan høres, føles og mærkes konstant, både på og uden serveren. Personligt synes jeg, at han er en fantastisk karakter at have på scenen.

gla1ve var rørt til tårer efter ham og ENCE havde slået hans tidligere hold, Astralis, og dermed kvalificeret sig til majoren. Det store smil blev dog også fundet frem.

Og så tilbage til danskerne. Nærmere sagt både tidligere og nuværende Astralis-spillere. Startende med gla1ve, der sammen med hans nye hold, ENCE, slog hans tidligere hold, Astralis, i deres indbyrdes 2-2-kamp. Efter kampen var gla1ve rørt til tårer - både lige efter kampen, men også da han blev interviewet til livestreamen, og da jeg snakkede med ham for anden gang til denne RMR, lige efter han var færdiginterviewet på streamen.

For mig virkede gla1ve som en mand, der er langt mere afslappet siden sit skifte til ENCE. Det virker som om, at et kæmpe ansvar og pres er blevet taget fra ham, siden skiftet fra Astralis til ENCE. Det var noget, jeg ligeledes spurgte ind til, da jeg snakkede med ham. Der var i øvrigt intet ondt blod at spore mellem ham og Astralis. Tværtimod, så håbede han inderligt, at Astralis stadig ville kvalificere sig via Last Chance-kvalifikationen. Og jeg var ikke i tvivl om, at han oprigtigt mente det.

Astralis havde altså en chance mere til at spille sig videre. Et andet hold, der ikke fik en chance ekstra til at spille sig videre, var Preasy, med en anden af gla1ves tidligere holdkammerater hos Astralis, dupreeh. Preasy og dupreeh røg ud på tredjedagen med et nederlag til Guild Eagles. Dermed måtte Mr. Major selv, manden der aldrig havde misset en major, sande, at han for første gang i karrieren kunne se frem til at blive hjemme fra en major.

Trods det, at han glippede sin første major-deltagelse, så virkede den fem-dobbelte major-vinder meget afklaret. Spilleren med flest major-titler var naturligvis skuffet over for første gang ikke at skulle til en major, men han var alligevel fattet.

Med Preasy og dupreeh ude, og Astralis sendt til Last Chance-kvalifikation, i øvrigt sammen med GamerLegion og acoR, endte RMR B altså blot med ni ud af 21 danskere videre til majoren. Ikke den fedeste afslutning på RMR B, om end Patti og co. i det mindste lyste op som det store højdepunkt.

Hvor andre fejlede, sørgede ECSTATIC-spillerne i den grad for dansk ekstase i Bukarest.

Astralis' RMR-mareridt

Last Chance-kvalifikation

Skuffelsen var enorm i Astralis-lejren efter 9 Pandas havde sendt dem ud af Last Chance-kvalifikationen. Bagerst i billedet sidder Staehr, med hovedet begravet i sine hænder. Forrest i billedet sidder en skuffet sportsdirektør, Straube.

Nu stod kun seks hold tilbage, heriblandt Astralis, i en tvekamp, om den 17. og sidste europæiske major-billet. Det var sidste udkald til København.

Presset på Astralis var enormt. Nu var det absolut sidste chance for det mest vindende hold i major-historien. Og de faldt med et brag. Det var som om, presset blev for stort, hvilket deres unge coach, R0nic, ligeledes erkendte, da jeg snakkede med ham efter opgøret mod 9 Pandas. Danmarks største hold og organisation endte ud i et pinligt RMR-exit. Efterfølgende var det en gruppe Astralis-spillere med tomme ansigtsudtryk, der resignerende forlod PGL's studie.

Astralis røg ud allerede på førstedagen af Last Chance-kvalifikationen, og det var naturligvis det helt store samtaleemne på dagen, men også på RMR'ens sidste dag, lørdag.

Her røg Guild Eagles ud til GamerLegion efter en nervepirrende kamp. Efterfølgende stillede Guild-spilleren rigoN op til interview på livestreamen. Her nævnte han, at deres nederlag til MOUZ i deres allerførste kamp i RMR B, knækkede dem mentalt. De tabte kampen efter overtid. Det fik mig straks til at tænke på Astralis og deres anden kamp mod Spirit, som de smed til sidst. Hvad hvis de havde vundet den kamp? Hvad hvis de havde sendt Spirit til 1-2-poolen?

Det var, set i bakspejlet, måske lige netop den kamp, som knækkede Astralis. De formåede i hvert fald aldrig rigtig at finde sig selv igen efter det nederlag.

Astralis' overmænd i Last Chance-kvalifikationen, 9 Pandas, endte med at tage den sidste major-billet med en sejr over GamerLegion og acoR. seized skal dermed til sin første major siden 2018.

Nuvel, det blev hverken rigoN og Guild Eagles eller Astralis, som tog den sidste major-billet via Last Chance-kvalifikationen. I stedet blev det Astralis' overmænd, 9 Pandas. seized og co. slog GamerLegion i den sidste og afgørende kamp.

Det var i øvrigt dybt god nat, at GamerLegion på en og samme dag skulle spille to kampe. Uden den store forberedelsestid mellem de to kampe for acoR og resten af GamerLegion-holdet. Det må simpelthen ikke ske, når der er noget så stort som en major-billet på spil. De kunne i det mindste have rykket den afgørende kamp til om søndagen. Men det blev, som det blev.

Der blev sat et punktum på den europæiske RMR og de 17 europæiske major-deltagere til majoren i København, var endelig fundet efter 10 opslidende dage, 12 med mediedagene.

Ikke godt nok, Danmark

Der var lagt op til den helt store danskerfest i Bukarest, men det endte desværre ud i lidt af en skuffelse på den front. I alt 27 danske spillere stillede til start til RMR'en. Kun 11 af dem endte med at kvalificere sig til majoren. På hjemmebane. I København. Det er ikke godt nok.

Vi skal dog trods alt glæde os over de 11. Det er bedre end ingenting. Og så kan vi trods alt stadig nå at få en 12. dansker med, hvis cadiaN og Liquid som forventet kvalificerer sig gennem den amerikanske RMR.

For de 11 danskere, som kvalificerede sig, blev det en fantastisk oplevelse i Rumænien. For de 16 andre, knap så meget. For undertegnede, blev det også en fantastisk oplevelse. For mig var det min anden RMR, og jeg må sige, det er bare en helt speciel oplevelse. Det emmer af CS, og det skriger af, at det er kalenderens allervigtigste event. Det er liv eller død.

Min kærlighed til Counter-Strike blev i hvert fald ikke mindre ovenpå denne oplevelse. En kærlighed, som voksede i en periode, hvor den stod i kærlighedens tegn i Rumænien, som fejres fra valentinsdag, d. 14., til deres egen valentinsdag, Dragobete, på RMR'ens afsluttende dag, den 24. februar.

#1(Med 9 svar)
26. februar 2024 kl. 11:29
Hateville
Støttet Dust2.dk med 1 julekugle i 2019
Dust2 har vist skudt papegøjen med DOMINA7HOR :)
#2(Med 0 svar)
26. februar 2024 kl. 11:28
aGk
Helt enig! 🦜
#3(Med 0 svar)
26. februar 2024 kl. 11:53
JSs
Støttet Dust2.dk med 4 julekugler i 2019
+1
#4(Med 0 svar)
26. februar 2024 kl. 12:05
Lunar
+1
#6(Med 1 svar)
26. februar 2024 kl. 12:31
Mads_Miskat
Jep, fornøjelig læsning
#15(Med 0 svar)
28. februar 2024 kl. 13:57
DOMINA7HOR
Tak! <3
#9(Med 0 svar)
26. februar 2024 kl. 14:00
Ember
+1
#11(Med 0 svar)
26. februar 2024 kl. 17:02
RAF
+1
#13(Med 0 svar)
27. februar 2024 kl. 12:12
wake
Kage fra Dust2s 1års fødselsdag
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
+100
#14(Med 0 svar)
28. februar 2024 kl. 13:57
DOMINA7HOR
Tak <3
#5(Med 1 svar)
26. februar 2024 kl. 12:15
raxtuzz
Kage fra Dust2s 1års fødselsdag
DPL Admin
gj og glimrede artikel. Giver mig xplaynvibe at læse den det her, en god fornuftigt gennemgang af et lan(især når man nemt kan glemme det lidt med alle de artikel der var igennem RMR´en), og så DOMINA7HOR få godt blendet ind med hans personlige oplevelser, og små detajler han opfanger fra spillerne af. Mere af det tak.
#16(Med 0 svar)
28. februar 2024 kl. 13:59
DOMINA7HOR
Tak! Det gør altså også bare noget, når man nærmest står bag spillerne, ligesom i de gode gamle dage! Klart, der er en speciel og unik stemning i en arena, men når man kommer helt tæt på spillerne og nærmest kan stå bag dem, som vi gjorde dengang, så giver det altså også noget specielt og unikt.
#7(Med 3 svar)
26. februar 2024 kl. 12:58
mamas
Hvornår finder man ud af hvilke EU hold der skal i opening stadiet og hvilke 7 hold der skal direkte til top 16?
#8(Med 2 svar)
26. februar 2024 kl. 13:01
unclejakes
Guld Sæsonkort Sæson 16
Sølv Sæsonkort Sæson 18
efter alle RMRs er overstået.
Der opdaterer Valve deres rangliste, og så er det den, der afgør hvem der går direkte til 2. stadie af majoren
#12(Med 1 svar)
27. februar 2024 kl. 00:24
mamas
Alright! Tak for forklaring
#17(Med 0 svar)
28. februar 2024 kl. 14:01
DOMINA7HOR
#10(Med 1 svar)
26. februar 2024 kl. 14:37
FROYYY
Støttet Dust2.dk med 2 julekugler i 2019
God læsning, tak for det! :-)
#18(Med 0 svar)
28. februar 2024 kl. 14:01
DOMINA7HOR
Selv tak! <3
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.