karrigan skyder FaZe i slutspillet
FaZe er videre til slutspillet ved ESL Pro League efter en 2-1-sejr over Eternal Fire.
Mens karrigans tropper tager plads i slutspillets første runde, skal Eternal Fire ned i Last Chance-stadiet, hvor SAW venter.
Eternal Fire var ellers ganske tæt på at snuppe slutspilspladsen for næsen af FaZe på seriens første to maps. Tyrkerne lagde nemlig ud med en sejr på deres mapvalg Anubis, inden kampen fortsatte på Mirage.
Mirage udviklede sig til en sand neglebider, da de to hold spillede tæt op. Ved stillingen 8-8 formåede Eternal Fire at vinde en 3v5, og de kom da også foran med 11-9. FaZe formåede dog at vinde de sidste fire runder for at sende serien ud på et tredje map.
Her gik den danske ingame leader forrest med 14 kills på T-siden. FaZe lukkede kampen i 21. runde, hvorefter de kunne ånde lettet op velvidende, at de undgår Last Chance-stadiet, der foruden SAW også tæller fnatic og Virtus.pro.
karrigan præsterede en 1.51-rating på Inferno og en samlet rating på 1.12 over de tre maps. Han er dermed FaZe' anden højst ratede spiller i kampen kun overgået af holdets AWP'er broky.