Snappi kan kigge langt efter Majoren i København.

Dag tre: Magien udeblev for Falcons

Tre hold er videre til Majoren, og tre hold er ude i kulden. Det er facit efter dag tre af RMR A.

Dust2.dk ved RMR-turneringen i Rumænien.

Kun afgørende kampe. Enten med direkte kvalifikation til Majoren, eller et tungt farvel til en plads i Majoren, på spil. Det var menuen på tredjedagen af den første af de to europæiske Major-kvalifikationer, RMR A. Og så var der selvfølgelig dem, der landede et sted midt i mellem, men dem vender vi tilbage til.

Nårh ja, forresten, så startede dagen også med, at PGL havde lyttet til spillerne og communitiet, og installeret splinternye computere til spillerne. Bedre sent end aldrig.

Mens G2 og Virtus.pro i går sikrede sig de første to Major-billetter, som var på spil i RMR A, så kunne yderligere tre hold i dag sikre sig en plads til Majoren. Og dagen åbnede med, at de højlydte spaniere fra KOI, kunne slutte sig til G2 og Virtus.pro. Med gentagende ”vamoooos,” og glædestårer længere end Ebro-floden, kunne KOI-drengene konkludere, at de skal en tur til København.

Mens der var spansk glæde i det ene hjørne af PGLs studier, så blev der fundet vingeskudte falke i et andet hjørne, efter AMKALs jagttilladelse var blevet udnyttet til, at sikre sig et flot trofæ, en kæmpe skalp, og en chance for, at kvalificere sig til Majoren i morgen.

Alt det på bekostning af bl.a. tre falke af dansk race, som nu må flyve andetsteds hen i marts måned, når Majoren løber af stablen i København. Med andre ord, så er der ingen Major på hjemmebane for Snappi, Magisk og zonic. Til stor skuffelse for dem alle tre. Og til stor skuffelse for CS-Danmark. Magien udeblev ganske enkelt for de tre danskere, og resten af Falcons-flokken.

Mens falkene glipper Majoren, så kan dansk Counter-Strikes egen kongeørn, FaZes in-game leder, karrigan, godt forberede sig på det danske hjemmepublikum til Majoren i København. Således sikrede karrigan og FaZe sig nemlig, med en sejr over Eternal Fire, den anden af dagens tre Major-pladser. Drømmen om at løfte et Major-trofæ på hjemmebane, lever i den grad for Kong Karrigan.

Alt imens karrigan og FaZe kunne juble, så var der samtidig ikke meget, at juble over for franske 3DMAX. Det franske mandskab måtte lade livet til 9 Pandas, i deres indbyrdes elimineringskamp. Franskmændene blev til pandafoder, og kan nu tage bussen hjem igen fra den rumænske hovedstad. 9 Pandas, til gengæld, kan med sejren over 3DMAX, forberede sig på en ny kamp igen i morgen.

Videre til i morgen og de sidste kampe, er også portugisiske SAW, som overlevede dagens tredje og sidste elimineringskamp. Her sendte de polske Enterprise ud af kvalifikationen, og hjem fra Bukarest. For SAW venter der nu et afgørende møde med fnatic. Vinderen af dette opgør går direkte videre til Majoren, mens taberen skal deltage i decideren.

Apropos SAWs modstander i morgen, fnatic, så inviterede de BanKs forbi deres hotel forleden dag. Det kan måske godt lyde lidt underligt, men det er dog ikke værre, end at det gav et lille indblik i, hvordan de lever i løbet af en sådan turnering.

Sideløbende med SAWs massakre af Enterprise, blev dagens sidste kamp afviklet. Her var dagens sidste Major-billet på spil, i opgøret mellem NAVI og BetBoom. Et opgør, som en tyggegummi-tyggende Aleksib, sammen med resten af NAVI-holdet, vandt.

Det efterlod NAVI tilbage med dagens sidste Major-billet, mens BetBoom blev efterladt i 2-2-land, hvorfor de skal i kamp igen i morgen.

Og sådan ser programmet ellers ud i morgen. Der er altså kun seks hold tilbage, de hold, der landede et sted midt i mellem. Vinderne af disse tre kampe går videre til Majoren. Og taberne ryger i decideren, som afvikles næste fredag og lørdag, efter RMR B er blevet afviklet fra mandag til torsdag.

Til sidst, er det ikke så meget andet tilbage for i dag, end at videregive PGLs mystiske besked, om hvordan holdene bliver seedet til Majoren i København. For det betyder åbenbart ikke noget, om man går 3-0 eller 3-2(?)

Bedøm selv! Og ellers, på gensyn i morgen.

Dagens højdepunkt

Udover KOIs jubelscener, så går denne pris til Calyx, som leverede et vildt clutch mod FaZe. På andenpladsen er MATYS' ace mod KOI.

Dagens optur

KOI. Spanierne har vundet mit hjerte disse fire dage. Den energi, gejst og passion er simpelthen fantastisk. Det tager de forhåbentlig med til København!

Ellers kommer vi selvfølgelig ikke uden om, at endnu en dansker, karrigan, sammen med FaZe, har kvalificeret sig til Majoren. Det er også ret optursagtigt!

Dagens nedtur

Falcons. Skuffelsen stikker stadig, mest af alt hos dem selv. Den sidder godt nok også stadig lidt i mig. Jeg havde bestemt ikke forventet, at de ville ryge ud på den måde. Og så synes jeg det er ærgerligt, at zonic, Magisk og Snappi - med to gigantiske Major-legender, som de to førstnævnte er - ikke får Majoren på hjemmebane med.

... og nårh jo, så er det også rimelig meget optur, med alle de danskere, som ankommer til Bukarest henover weekenden, for at tage del i RMR B, som starter på mandag!

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.