
Echo må nøjes med at kæmpe om bronzemedalje i Bukarest
De tidligere Tricked-spillere gør alt, hvad de kan, for at tiltrække organisationer.
En finaleplads og muligt trofæ ved Digital Crusade Super DraculaN havde været den bedste reklame, IceBerg og kompagni kunnen komme i nærheden af, men sådan skulle det ikke være.
Echo gik fejlfrit igennem gruppespillet, men kunne ikke holde hænderne varme til semifinalen, hvor Acend med flere kampe i bagagen tog sejren 2-1.
Kampen var utrolig tæt på de to første maps, og Echo havde chancerne for at lukke kampen 2-0 på Overpass, da de bragte sig foran 10-8 på CT-siden, men så tvang bulgarerne økonomien i knæ for Echo, indhentede dem og sikrede sig et tredje map ved at vinde Overpass 13-11.
På Inferno faldt danskerne desværre lidt sammen og kunne ikke hamle op med h4rn og Skrimo, der begge skød hårdt fra sig.
Selvom Echo har tabt semifinalen, så er Super DraculaN ikke overstået endnu for danskerne. De skal søndag spille om bronzemedaljen og en opgradering i præmiepenge og VRS-point mod brasilianske Sharks.















