
BLAST bekræfter: Cache er med ved de kommende turneringer
Majoren i Köln er overstået, og dermed er det også tid til den første store turneringsarrangør at tage den nye Active Duty-map-pool i brug. Fredag bekræftede BLAST, at Cache erstatter Overpass ved organisationens kommende Counter-Strike-turneringer.
Ændringen gælder BLAST Bounty 2026 Season 2, BLAST Open Porto 2026 samt BLAST Rivals 2026 Season 2. Derudover bliver Cache også en del af de åbne kvalifikationer til BLAST Open Porto i Europa, Asien og Sydamerika, som alle afvikles med den nye mappool.
Kun den nordamerikanske åbne kvalifikation bliver en undtagelse. Den skydes i gang allerede den 27. juni og afvikles derfor fortsat med den hidtidige Active Duty-map-pool, hvor Overpass stadig er en del af rotationen.
Valve offentliggjorde allerede den 22. juni, at Cache vender tilbage til Active Duty, mens Overpass ryger ud af den officielle mappool. Dermed gør det ikoniske map comeback på højeste niveau for første gang siden 2019.
Cache blev relanceret tidligere i år, først af mappets skaber FMPONE og siden i en officiel Valve-version. Mappet har desuden været tilgængeligt på FACEIT siden midten af april, og nu bliver det altså også en fast del af de største BLAST-turneringer.
Cache var en del af den officielle Active Duty-map-pool fra 2014 til 2019 og har dannet ramme om nogle af Counter-Strikes mest ikoniske øjeblikke - blandt andet s1mples legendariske dobbelte no-scope ved ESL One Cologne 2016. Med BLASTs bekræftelse står det nu klart, at de første store turneringer med Cache allerede er lige om hjørnet.




















