leakz (th.) og salazar (i midten) er indtil nu to af de bedst ratede spillere ved Digital Crusade Super DraculaN Season 1.

Echo kender deres semifinalemodstander i Rumænien

Når de to semifinaler lørdag bliver afviklet ved Super DraculaN i Bukarest, Rumænien, skal Echo op imod bulgarske Acend.

Fredag eftermiddag og tidlig aften blev de to kvartfinaler afviklet ved LAN-turneringen Digital Crusade Super DraculaN Season 1, som i disse dage afvikles i Rumæniens hovedstad, Bukarest.

I den første af de to kvartfinaler tørnede bulgarske Acend sammen med INFINITE. Her trak bulgarerne det længste strå, da de vandt kvartfinaleserien med cifrene 13-5 på Ancient og 13-8 på Mirage.

Kort efter den første kvartfinale var overstået, gik den anden mellem polske Walczaki og ukrainske Inner Circle i gang. Det blev ligeledes en kort affære, da Inner Circle hurtigt sørgede for, at kvartfinalen var overstået med en 13-9-sejr på Anubis og en 13-5-sejr på Dust2.

Dermed tog Acend og Inner Circle altså de to sidste semifinalebilletter og skal derfor i kamp igen lørdag, hvor turneringens to semifinaler afvikles. Her skal danske Echo også i aktion igen, efter de torsdag spillede sig direkte videre til lørdagens semifinaler med en sejr over Walczaki i gruppefinalen i gruppe B.

De to semifinaler ved Super DraculaN skydes i gang henholdsvis klokken 15:30 og 19:00 lørdag. I den første semifinale brager brasilianske Sharks sammen med Inner Circle, mens Echo tager imod Acend i den anden og sidste semifinale.

Her er lørdagens semifinaler ved Digital Crusade Super DraculaN Season 1:

Sharks
15:30
Inner Circle
Odds
Echo
19:00
Acend
Odds

Tidligere i turneringen slog Acend IceBergs tidligere hold Sashi efter to tætte maps, og lørdag skal de altså igen prøve kræfter med et dansk hold, når de møder det tidligere Tricked-hold, Echo.

Her venter der bulgarerne en yderst svær opgave, når de møder holdet, der råder over to ud af de tre bedst ratede spillere indtil videre ved turneringen i Bukarest.

Det er leakz og salazar, der er i top 3 over bedst ratede spillere ved turneringen indtil nu. leakz fører an som turneringens hidtil bedst ratede spiller med en rating på 1,43, mens salazar står noteret for en rating på 1,35, hvilket gør ham til den tredjebedste spiller indtil videre.

Følg med her:

De to semifinaler ved Super DraculaN kan følges direkte på streamen herunder.

#1(Med 0 svar)
26. juni 2026 kl. 20:47
Tjange
Kom så gutter i har den #Brækkettudmendetsergodtud
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.