
Disse hold er hårdest ramt af ændringerne i map-poolen - Astralis mærker det især
Når Cache om kort tid genindtræder i den kompetitive map-pool, vil det ramme nogle hold væsentligt hårdere end andre.
Denne artikel ser nærmere på, hvem der rammes mest af ændringen.
Astralis
Astralis og Overpass er et kærlighedsforhold så kendt som Adam og Eva, men nu må HooXi og kompagni på udkig efter et nyt Overparadis.
Overpass har altid været et af Astralis' foretrukne maps, og ser man alene på 2026, har det både været holdets mest spillede og klart mest valgte map. Astralis har nemlig valgt Overpass i hele 59% af de tilfælde, hvor de selv skulle vælge map.
Ser man på de seneste statistikker, ligner Ancient det oplagte bud på en afløser. Det er nemlig holdets næstmest spillede map og det med den bedste sejrsprocent på 78%.
Hvordan Astralis vil klare sig på Cache, er til gengæld svært at sige. Både ryu og Staehr har endnu ikke spillet en officiel kamp på mappet, mens HooXi er den eneste spiller med mere end to kampe på det.
Vitality
Et andet hold, der bliver hårdt ramt, er Vitality.
Femten sejre og blot et nederlag. Sådan lyder deres statistik på Overpass i 2026, og derfor vil det uden tvivl kunne mærkes på apEXs hold, når mapændringerne træder i kraft.
Modsat Astralis har Vitalitys spillere dog betydeligt mere erfaring på Cache, da tre af de fem spillere har mere end 40 officielle kampe på mappet. Især deres kaptajn apEX skiller sig ud, da han har over 200 kampe på Cache.
9z
Den sydamerikanske majoroverraskelse 9z vil, på samme måde som Astralis, kigge på de nye mapændringer med hængende ører.
Overpass er både deres mest valgte og mest spillede map, samtidig med at det er det map, hvor de har den højeste sejrsprocent. Derfor må man også sige, at det er et stort tab dem, når de vender tilbage efter sommerpausen og retter blikket mod den næste major.
Hvilket map der nu bliver deres favorit, er svært at spå om, da Overpass var klart deres foretrukne valg, når de skulle vælge map.
G2 & MOUZ
Begge hold har haft stærke statistikker på Overpass i 2026, men modsat de tre førnævnte hold er det ikke et map, de selv vælger særlig ofte.
Rent resultatmæssigt vil de formentlig savne Overpass, men i forhold til vetoen bør ændringen ikke få den store betydning.
De glade hold
Mens Astralis, Vitality og 9z har god grund til at ærgre sig over fjernelsen af Overpass, er der andre hold, som sandsynligvis hilser ændringen velkommen.
Det gælder blandt andet den nykårede majorvinder Falcons og et af holdene, de besejrede på vejen mod trofæet, NAVI.
Begge hold står noteret for nul kampe på Overpass i 2026 og har derfor næppe været kede af nyheden, da den blev offentliggjort mandag aften.
Cache indtræder i Active Duty-map-poolen, når sæson 5 i Premier skydes i gang. Det sker kort tid efter, at sæson 4 afsluttes den 6. juli.
















