
Cache træder ind i mappoolen på FACEIT
Den 30. marts, altså for lidt over to uger siden, annoncerede FACEIT deres planer om at udvide mappoolen på matchmaking-platformen fra syv til otte maps, startende fra sæson 8.
FACEIT ville dog ikke selv bestemme, hvilket map der skulle træde ind i mappoolen som det ottende map. I stedet lod de først de 1.000 spillere med den højeste elo-rating udvælge tre maps, som efterfølgende blev sendt til afstemning.
Afstemningen stod mellem Cache, Train og Vertigo, og nu er afstemningen lukket, og det står klart, at det bliver Cache, der bliver det ottende map i poolen og dermed snart kan spilles igen på matchmaking-platformen.
I et opslag på X annoncerede FACEIT fredag eftermiddag, at Cache havde vundet afstemningen foran Train og Vertigo. Cache blev valgt ind som det ottende map i mappoolen med i alt 148.840 stemmer.
Man skal dog stadig væbne sig med en smule tålmodighed, før man igen kan spille Cache i matchmaking på FACEIT. Det er nemlig først muligt fra den 22. april, hvor FACEIT lancerer sæson 8.
Skulle man endvidere være bekymret for, hvorvidt man modtager elo eller ej, hvis man spiller FACEIT-kampe på mappet, slår FACEIT enhver bekymring ned omkring dette, da de har bekræftet, at kampe på mappet tæller i ens elo-regnskab.
























