
PGL får kritik: Samarbejder med russisk projekt*
*Opdateret d. 13.05.2026 kl. 21:15: Phygital International afviser overfor Dust2.dk, at de er russisk statsfinansieret. Som direkte svar på kritikken har Nis Hatt, den danske CEO for Phygital International, udsendt et åbent brev i slutningen af 2025 for at præcisere organisationens forhold. Han afviser heri kategorisk, at bevægelsen er underlagt politisk styring eller ejerskab fra Rusland.
Dagen inden PGL Astana løber af stablen, er den rumænske turneringsarrangør havnet i kritik på de sociale medier, da PGL har et samarbejde med et russisk, statsstøttet projekt.
På Instagram har PGL og Games of the Future lavet en giveaway med billetter på højkant til slutspillet i Astana, der finder sted fra den 15. til 17. maj.
Games of the Future er et russisk, statsstøttet projekt, der bliver afviklet af Phygital International. Turneringen er en kombination af fysiske og digitale discipliner.
Det betyder blandt andet, at hvis et hold mødes i Phygital Fodbold, støder holdene sammen i både en kamp i eksempelvis FIFA og herefter en rigtig fodboldkamp.
Games of the Future blev præsenteret i 2024, hvor blandt andre den russiske præsident Vladimir Putin var en del af åbningsceremonien, altså to år efter invasionen af Ukraine.
Netop derfor bliver samarbejdet mellem de to parter mødt med kritik, da PGL altså har indgået en aftale med en anden arrangør, der får støtte af Vladimir Putin og Rusland.
I 2026 bliver Games of the Future afviklet i Astana fra den 18. juli til 1. august.














