
PGL Astana-holdene får vanvittig modtagelse af fans
Lørdag bliver PGL Astana skudt i gang, og derfor har de deltagende mandskaber brugt de seneste par dage på at ankomme i Kasakhstan og gøre sig klar til turneringen.
De mange kasakhiske fans har i løbet af dagene stået klar ved lufthavnen og spillernes hotel i håbet om at gå et glimt af spillerne eller endda måske et billede eller en autograf.
Imens Fisher College-spillerne havde en forholdsvis fredelig interaktion med nogle fans, var det noget helt andet for FURIA-spillerne og kyousuke fra Falcons.
Du kan se videoerne i bunden af artiklen.
På vej ud af lufthavnen med bagagen blev FURIA-spillerne hurtigt mødt af hundredvis af fans. Hjemmepublikummet var naturligvis ellevilde over at se landsmanden molodoy fra FURIA.
Det var derimod fuldstændig kaotisk, da kyousuke fra Falcons forsøgte at komme ind på hotellet. Den unge russer skulle have hjælp fra vagterne til at mase sig gennem menneskemængden af vanvittige fans.
PGL Astana bliver skudt i gang lørdag morgen, hvor den første runde af swiss-gruppespillet bliver afviklet. TeSeS, karrigan og Chr1zN er med som de eneste danske spillere.













