Ansøgning til POWER Ligaen åbner
23D : 00T : 45M : 13S
Der bliver ikke nogen kvindeturnering i Katowice i 2024.

ESL møder massiv kritik efter ændringer i kvinde-liga

Turneringsarrangøren har fået hele kvinde-scenen på nakken efter en række ændringer til programmet i 2024.

Torsdag præsenterede ESL deres 2024 Impact-program, der omfatter Cash Cups, turneringer og ligaer for kvinder.

Næste år er der dog ingen selvstændige turneringer, da ESL skrotter Impact Katowice, der i februar blev afviklet sideløbende med IEM Katowice.

I det kommende år har vi besluttet at tage et skridt tilbage og revidere vores tilgang til selvstændige events. Mens vi er i processen omkring at udforske nye muligheder, vil der ikke være nogen selvstændige events i 2024, skriver ESL i pressemeddelelsen.

2024-programmet bringer også ændringer til fordelingen af pladser ved Impact League LAN-finalerne. Her får Europa nemlig flere pladser på bekostning af de øvrige regioner.

Til sæson 5-finalerne, der finder sted i Dallas, mister Sydamerika en enkelt plads til Europa, der så har fire pladser, mens Nordamerika får to og Asien og Sydamerika hver får én plads.

Til sæson 6-finalerne i Stockholm er det Nordamerika, der blot får en enkelt plads, Sydamerika får to, og Asien mister helt deres plads, så Europa får fem pladser.

Der vil altså ikke være noget asiatisk hold ved finalerne i Stockholm.

ESL Impact Season 5 Global Finals Dallas:

  • 4x Europa

  • 2x Nordamerika

  • 1x Sydamerika

  • 1x Asien (kvalifikation)

ESL Impact Season 6 Global Finals Stockholm:

  • 5x Europa

  • 2x Sydamerika

  • 1x Nordamerika

ESL begrunder omfordelingen af pladserne med deltagelsesraten ved kvalifikationerne i 2023.

Som reaktion på lav deltagelsesrater i nogen regioner i løbet af 2023 er kvalifikationsspots blevet flyttet til de områder med den højeste konkurrence, skriver ESL.

Skarp kritik fra spillere og kommentatorer

Ændringen i fordelingen af pladser er blevet mødt med hård kritik fra både eksperter og spillere.

De peger på, at den amerikanske kvinde-scene er på sit højeste niveau, siden Impact-ligaen blev introduceret. Der har været et brasiliansk hold i to ud af tre finaler af Impact League, og de amerikanske hold har generelt klarer sig godt ved de globale finaler.

FURIAs gabs kalder omfordelingen af spots "skamfuld", mens FlyQuest-spilleren madss på X skriver "#GGFORALL, MEDMINDRE din region ikke er EU". En lang række spillere har desuden bedt ESL genoverveje beslutningen.

Ændringerne er heller ikke faldet i god jord hos kommentatorerne, der er gået til tasterne på X.

Skuffet over at miste Katowice. Det føltes rigtigt at have et LAN der til at skyde året i gang - ikke at forglemme også at have det side om side med IEM.

Jeg er klart for flere spots der, hvor de stærkeste hold er, men jeg mener at det bare burde være et større event i stedet for at tage spots fra andre regioner, skriver LucyLuce, der
kommenterer ligaen og driver en blog om kvinde-CS for ESL.

Også DarfMike, der var stage host i Royal Arena ved BLAST Fall Final, kritiserer ændringerne.

Det her føles som en fejl. Impact-scenen er eksploderet i vækst de sidste par år, den har eksisteret, og især i NA har der været et ton af nyt talent. Hvorfor fjerne et spot nu?

Det er ikke en omkostningsbesparende foranstaltning. Der er stadig en NA-finale, og man kører en NA-liga. Alt man gør er at fjerne muligheder fra NA-hold for at rejse og blive bedre gennem erfaring.

Det er uden at nævne, at man kun giver Asien ét kvalifikationsspot i det næste år? Hvordan skal orgs retfærdiggøre at beholde hold, hvis man fjerner vejen til konkurrence? At indsnævre scenen til Europa er bare at gentage synderne fra ESL Pro Tour (de største ESL-turneringer, red.) i Impact-kredsløbet, skriver DarfMike.

Du kan læse alle ændringerne og se ESLs fulde program for kvinde-CS i 2024 her.

#1(Med 0 svar)
1. december 2023 kl. 10:41
Unlucky-Luke
:(
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.