Maze skal spille med amerikanske NuTorious i den nordamerikanske kvalifikation til BLAST Open Porto.

Dansk holdkaptajn på prøve hos amerikansk hold

Maze har været vidt omkring indtil videre i sin karriere, og nu skal han for første gang prøve sig af hos et hold, der har base på den anden side af Atlanten.

Lørdag aften, den 27. juni, bliver den første åbne nordamerikanske kvalifikation til BLAST Open Porto 2026 skudt i gang.

60 hold er i skrivende stund skrevet op til kvalifikationen, BLAST Open Porto 2026 North American Open Qualifier 1, og blandt disse er blandt andet holdet Without a Roof, der stiller op med tre tidligere majorvindere.

Set med danske briller er deltagerlisten ikke særlig interessant, men ét hold skiller sig alligevel ud, eftersom de stiller op med en enkelt dansker. Det drejer sig om holdet NuTorious, der stiller til start med den 25-årige dansker Maze.

I forbindelse med, at det amerikanske hold spiller med Maze i kvalifikationen, har de selv rakt ud til Dust2.us og bekræftet over for Dust2.dks amerikanske søsterside, at Maze er på prøve.

Maze har senest spillet for det tidligere AaB, EAC, som han forlod for to uger siden, efter at have været en del af holdet i et halvt år. Tidligere i karrieren har den danske IGL været vidt omkring. Udover EAC har han blandt andet også tidligere spillet for Ambush, fnatic Rising, Secret, ECSTATIC, Volt og BIG Academy.

NuTorious er formentlig et hold, som kun de færreste danskere kender til. Holdet er på nuværende tidspunkt placeret som nummer 188 i verden. For lidt over en uge siden hentede organisationen fire af fem spillere fra det tidligere F5-hold. Den 28-årige Signal var den eneste, der ikke tog skiftet med over fra F5 til NuTorious.

NuTorious stiller op i den første åbne nordamerikanske kvalifikation til BLAST Open Porto med følgende startfemmer:

  • USA bones

  • USA cmrn

  • USA Kermi

  • USA neight

  • Danmark Maze (På prøve)

Det nye NuTorious-hold, som Maze skal spille sammen med i en prøveperiode, kom til, efter at den amerikanske organisation i begyndelsen af maj havde sagt farvel til deres tidligere hold. Dengang var den amerikanske streamer Austin blandt andet en del af holdet.

#1(Med 0 svar)
26. juni 2026 kl. 17:04
WitaCasts
Dust2.dk Caster
Dust2 fantasy vinder
Han får prøvet sig nogle interessante ting den gode Maze, det må man give ham.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.