
Flames præsenterer nyt hold
På holdet finder vi blandt andre birdfromsky, der er blevet hentet i ECSTATIC.
Den erfarne dansker står i spidsen for holdet, når spillerne skal dirigeres rundt på serveren.
Derudover har Flames og Sprout indgået en handel, der sikrer, at raalz vender hjem til den danske scene for at blive en del af Flames 3.0.
Også TMB og b0RUP, der begge har en fortid i MAD Lions, er en del af holdet. Valget af AWP-spiller er faldet på rumænske regali, der bor i Danmark, hvorfor der ikke bliver nogen sprogbarriere.
19-årige regali er primært kendt for sin tid hos fnatic Rising, men han har også fået enkelte kampe på fnatics førstehold, hvor han blandt andet viste tårnhøjt niveau mod Los Reyes.
Flames har endnu engang valgt selv at samle holdet i stedet for at købe et etableret hold, hvorfor de heller ikke forventer, at holdet leverer lige så gode resultater som det gamle hold på den korte bane.
Projektet er langsigtet, og Flames vil løbende bygge på organisationen omkring holdet for at sikre spillerne de bedst mulige forudsætninger.
I fremtiden kommer vores CS:GO-afdeling til at tilknytte ansatte på områder som performance, data, sundhed, videnskab og teknologi. Med strategiske partnerskaber er det vores mål at blive blandt verdens førende inden for disse områder og at skabe et miljø, hvor spillere forbedrer sig hver eneste dag uanset opgave og rolle, udtaler direktør i Copenhagen Flames, Steffen Thomsen.
Flames er kendt for at udvikle og sælge spillere, men også på dette område skal der til at ske noget nyt.
Copenhagen Flames vil holde længere tid på spillerne, og organisationen vil være i stand til at sige nej til tilbud, når andre hold henvender sig.
Vores mål er at kunne fastholde vores spillere endnu længere, så de får gavn af vores nye ressourcer og setup, siger Steffen Thomsen blandt andet, og fortsætter længere nede i udtalelsen:
Vi kender vores plads i CS:GO’s økosystem, og attraktive spillere vil blive solgt, men vi vil gerne nå til et punkt, hvor vi kan sige nej til købstilbud og have spillere, der gerne vil blive længere.
Copenhagen Flames består af:
-
TMB
-
b0RUP
-
birdfromsky
-
raalz
-
regali
-
cube (Coach)