
Davud: "Det kommer ikke til at ske, at vi ikke rykker op"
Elemental eSports er blandt de deltagende hold til den kommende sæson af Elgiganten Ligaen 2. Division. I takt med deres deltagelse har vi taget fat i holdets Davudi, som slår fast hvad hans og holdets forventninger til sæsoner er.
Oprykning er den eneste realitet
I den foregående sæson af 2. Division spillede holdet under navnet PEPSIDS, men her præsterede de ikke nok til at sikre sig oprykning. Holdet er dog helt målrettet på ikke kun at rykke op denne gang, men at vinde hele Elgiganten Ligaen 2. Division.
Det var lidt hårdt med lige at tabe oprykning sidste sæson, men målet med denne sæson er at vinde Elgiganten Ligaen 2. Division, og det er vi alle på holdet enige om. Det mentale er ikke det store problem. Jeg synes, at vi er rigtig gode til at resette os selv, også efter et stort loss, så er vi klar til næste map, eller bare næste gang, vi skal spille.
Ifølge Davud kan holdet slet ikke se, at de ikke rykker op i Elgiganten Ligaen 1. Division efter den kommende sæson. Lignende udtalser så vi hos et hold fra Elgiganten Ligaen 1. Division, som trods den høje selvtillid har fået en noget ringere start på deres tid som hold, da de tabte 2-16 i deres første officielle kamp i en online kvalifikation.
Det er dog ikke lige så vilde udtalelser, som Davud kommer med, men i stedet forklarer han, at tilføjelsen af walle bringer, hvad de sidste gang manglede.
Det kommer ikke til at ske, at vi ikke rykker op. Det har slet ikke gået igennem tankerne, og vi er selvsikre på, at vi kommer til at vise, hvad vi kan. Vi har fået walle ind som ny mand for ikke særlig lang tid siden. Han bidrager med det sidste, som vi manglede på holdet.
Fra 14 til 23 år bringer sine fordele og ulemper
Allersforskellen på den yngste er ældste hos Elemental eSports er ni år. Det i sig selv bringer både sine fordele og ulemper ifølge Davud, som især roser holdets ældste, KnZ, for at hjælpe holdet med hans erfaring.
Fordele er helt klart, at KnZ hjalp mig, og stadig hjælper mig, med hans erfaring. Det er vigtigt, at have typer som KnZ og walle, som kan tage styring, hvor de har mere erfaring. Det giver for eksempel en spiller som Tauson eller XaiN rigtig meget plads til at blive en bedre version af sig selv.
Ulemper kan vel være hvis personen som var ældre ikke havde vores yngste spillers forældres tillid, men der er vi heldige, at vi har givet et godt indtryk til hans forældre, og der ikke er noget, som holder os tilbage. Men det store er, at KnZ er et andet sted i sit liv, end Tauson er, men det strides vi ikke meget med, da vi har faste aftaler osv.
Drømmen om at blive professionel lever også i Elemental eSports, men det er ikke den primære faktor, som motiverer holdet til at spille.
Det er klart, at vi spiller for at konkurrere, og vi har et mindset, der gør, at vi vil vinde hver eneste kamp. Selvfølgelig driver det os, at man en dag potentielt kunne komme op og spille, hvor det er sjovt, men vigtigst af alt spiller vi, fordi vi elsker spillet.
Elgiganten Ligaen 2. Division har sine første kampe på søndag klokken 18:00. Her starter Elemental eSports ud mod Sørby Esport Alpha.
Elemental eSports' lineup lyder som følger:
Davud
Tauson
XaiN
walle
KnZ