
Video: Reaktioner fra HooXi og sjuush
Set med danske øjne startede PGL Astana hæderligt. Både Astralis og danskerholdet NIP åbnede turneringen med en sejr, mens Tausons GamerLegion var tæt på at slå Spirit.
Astralis vandt den ene af lørdagens to første kampe i den indledende runde ved PGL Astana. Danskerne besejrede brasilianske ODDIK med samlet 2-1. Undervejs i opgøret fik det danske hold bøllebank på Ancient, hvor de tabte 2-13.
Det store nederlag på Ancient til trods, så var Astralis dog alligevel det bedste hold i største dele af kampen. Sågar på det første map, Dust2. Et map, som Astralis ellers har haft det svært på, på det seneste.
Efter kampen var overstået, og sejren var i hus for Astralis, hev HLTV HooXi til side til et interview. HooXi spillede sin første kamp i Astralis-trøjen, siden han blev hevet ind som stand-in efter cadiaN fik sparket.
Her fik HLTV en snak med HooXi om alt lige fra selve kampen, til holdets forberedelser op til PGL Astana, HooXis pause fra CS - efter han blev bænket hos G2 - og Astralis' fremtid.
HooXi lagde ikke skjul på, at han var godt tilfreds med sejren, og han nød at være tilbage på serveren i en officiel kamp på den store scene.
Det føles godt. Jeg havde glædet mig meget, måske for meget. Jeg var aldrig nervøs i G2, men jeg følte mig faktisk lidt nervøs før denne kamp. Det var underligt og en ny ting, jeg skulle forholde mig til, men ja, jeg tror, at når man får lov til at komme tilbage, se alle, spille og få det sus, så er det fantastisk., sagde HooXi blandt andet i interviewet, da han blev spurgt ind til, hvordan det var, at være tilbage på serveren.
Om den snak, der kører for tiden, omkring Astralis-holdets fremtid, og hvorvidt det påvirker ham og Astralis-spillerne, tilføjede HooXi følgende:
Selvfølgelig er der nogle ting i deres baghoved, jeg tror, at alt andet ville være underligt. For mig selv er det bare en enkelt turnering, og jeg prøver bare at få det bedste ud af det. Jeg tror, det er vigtigt for os at vise, at vi har det sjovt, og at vi ikke bekymrer os så meget om at få en dårlig start eller noget. For til træning har vi det rigtig sjovt. Jeg synes også, det er en fantastisk gruppe, og vi passer rigtig godt sammen. Så jeg tror, du vil se mere af det.
Hele interviewet med HooXi, som er på engelsk, kan ses og høres her:
Interviewet kan findes og læses her.
"Det er en vigtig turnering for os"
Astralis' nye ingame-leder - i hvert fald i denne omgang - var ikke den eneste dansker, der blev interviewet af HLTV undervejs som lørdagens kampe skred frem og blev færdigspillet.
HLTV fangede således også kampens bedste spiller i mødet mellem NIP og russiske Virtus.pro - sjuush - der nærmest ene mand sendte Virtus.pro til tælling i NIPs samlede 2-1-sejr.
Adspurgt om sin egen præstation i kampen, og vedrørende hans gode form på det seneste, svarede den 26-årige NIP-dansker følgende:
Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort anderledes. Jeg har gået regelmæssigt i fitnesscenter, så det gør mig gladere, i hvert fald når jeg er hjemme igen. Jeg har været meget hjemme. Men ellers føler jeg, at jeg måske bare har mere at skulle have sagt på holdet og kan kontrollere det en lille smule og også bare give min ærlige mening om stort set alt.
Jeg føler, at jeg kan give en masse til de andre unge på holdet om de ting, de mangler, og kommunikationsmæssigt var vi kendt for det tidligere i HEROIC, så jeg føler, at jeg på det punkt kan give så meget til holdet, også midt i runden, når vi spiller.
I løbet af interviewet nævnte sjuush også, at PGL Astana er en utrolig vigtig turnering for ham og resten af NIP-holdet, da det giver dem et gevaldigt boost til efter sommerpausen.
Dette er en af de vigtigste turneringer for os. For det vil give os et forspring til næste sæson, i hvert fald hvis vi klarer os rigtig godt her, så vi kan få nogle invitationer til andre turneringer. Vi har bestemt ikke planer om at ryge tidligt ud.
Ligesom HooXis interview med HLTV, så filmede HLTV ligeledes deres interview med sjuush. Det godt og vel fire minutter lange interview, som også er på engelsk, kan ses her:
Vil man hellere læse interviewet, så kan det findes på skrift her.
Søndag går det løs med dag to ved PGL Astana. Her skal HooXi og Astralis op imod brasilianske paiN, mens sjuush og NIP skal prøve kræfter med endnu et russisk hold, denne gang i form af Spirit.