
Trods Ancient-lussing: Astralis åbner med en sejr
Så blev PGL Astana skudt i gang. Og det var danske Astralis, der lagde bedst fra land. I den ene af to åbningskampe vandt danskerne over brasilianske ODDIK.
Det danske mandskab kom dog ikke let til sejren. På tre maps blev de udfordret af de brasilianske underdogs, der i dele af opgøret gav Astralis-mandskabet kamp til stregen. Især på det andet map, Ancient, som Astralis ellers selv havde valgt.
Inden Ancient skulle der dog først spilles Dust2. Det havde ODDIK-holdet bestemt. Astralis har haft det svært på Dust2 på det seneste, men det var ikke til at se i danskernes første map under HooXi.
Efter en godkendt CT-side, som sikrede danskerne en smal pauseføring på 7-5, så formåede de endelig at vinde på ørkenmappet. Det første map endte med en dansk sejr på 13-9. Undervejs havde jabbi sågar overskud til at diske op med et knife-kill - det første af slagsen i turneringen.
Med sejren på Dust2 kunne Astralis afgøre det hele på Ancient, men sådan skulle det som nævnt indledningsvis ikke gå. Tværtimod. ODDIK gav nemlig ikke blot Astralis kamp til stregen på danskernes eget map. Nej, det brasilianske hold udraderede danskerne på Ancient, i en brasiliansk magtdemonstration.
Danskerne formåede blot at hente sølle to runder i alt, i hvad der vel måske nok var Astralis' dårligste præstation længe.
Især device og HooXi spillede begge en rædselskamp på Ancient. device leverede en af sine dårligste præstationer nogensinde - hvis ikke den dårligste - på LAN, med en score på 3-14 og en rating på 0,31. HooXi endte på en 4-15-score og en rating på 0,28.
Svarede stærkt igen
Til trods for det smædelige nederlag på Ancient, så slog det dog ikke device, HooXi og resten af Astralis-holdet ud af kurs på det tredje og afgørende map, Inferno.
Astralis fandt atter det gode spil frem, begyndende med en solid CT-side, hvor de sikrede sig en føring på 8-4 inden sidebyttet. De sikrede sig ligeledes pistolrunden og en 9-4-føring efter sidebyttet. De vandt begge pistolrunder på Inferno. På både Dust2 og Ancient tabte de samtlige pistolrunder.
9-4 blev også til 10- og 11-4, inden ODDIK igen fik pyntet på resultatet. Det brasilianske hold fik endda pyntet af yderligere to omgange, så der stod 11-7 til Astralis, inden danskerne atter kom på tavlen.
Foran med 12-7 var det i 20. runde blot en formsag for danskerne, at sikre den samlede sejr. Det endte 13-7 til Astralis på det sidste map, hvor stavn - der også var kampens bedste for Astralis - sluttede af som bedste mand.
Sejren sikrer Astralis en god start på turneringen i Kasakhstan, og en plads i søndagens "1-0"-kampe.
ODDIK starter ud i bunden af tabellen, og det brasilianske hold skal søndag tage del i den ene af de fire "0-1"-kampe.
Stillingen i gruppespillet ved PGL Astana 2025:
1-0:
Astralis
0-0:
Aurora
BIG
G2
MIBR
The MongolZ
FURIA
NAVI
M80
Virtus.pro
NIP
Spirit
GamerLegion
paiN
HOTU
0-1:
ODDIK