
Endnu en PGL Astana-deltager spiller med deres træner
Grundet visumproblemer stiller G2 til start ved PGL Astana med TaZ på serveren i stedet for huNter-, alt imens hele G2-lejren afventer, at bosnieren kan slutte sig til resten af holdet i Kasakhstans hovedstad.
Hvor længe TaZ skal spille med G2 ved PGL Astana, afhænger fortsat af hvornår huNter- får styr på sit visum, så han kan tilslutte sig sine holdkammerater. Indtil videre, er der intet nyt fra G2, så alt tyder på, at TaZ spiller med holdet igen søndag.
Søndag spiller G2 den ene af de fire "0-1"-kampe, efter de - trods en ihærdig indsats - tabte deres åbningskamp ved turneringen til brasilianske MIBR.
G2 er dog ikke det eneste hold ved PGL Astana, der af samme grund må benytte sig af deres træner inde på serveren, i stedet for en af deres faste spillere. Det samme gør sig gældende for brasilianske paiN.
Det brasilianske hold må således undvære deres nye spiller, dgt, i løbet af deres første to kampe i turneringen, henover weekenden. I stedet spiller de med deres træner, rikz.
I et opslag på X offentliggjorde paiN fredag, at rikz spiller med som stand-in i dgts sted, i løbet af holdets første par kampe i Astana.
Vi gør opmærksom på, at der på grund af det korte interval mellem underskrivelsen af spilleren Franco "dgt" Garcia og starten på Astana 2025 PGL, var en forsinkelse i udstedelsen af hans indrejsevisum til Kasakhstan. På trods af alle involverede parters øjeblikkelige indsats blev dokumentet først frigivet med tilladelse til indrejse fra den 12. maj. I mellemtiden vil vores træner, Henrique "rikz" Waku, fungere som stand-in i de første to dage i turneringen, lyder udmeldingen fra paiN-lejren.
Opgaven er dog ikke helt uvant for rikz, der så sent som ved IEM Melbourne også var stand-in for holdet i biguzeras fravær.
paiN spiller deres første kamp ved PGL Astana sent lørdag eftermiddag. Her skal rikz og resten af paiN-holdet op imod HOTU.