FL4MUS og BetBoom er ude af IEM Cologne Major 2026.

Lejesvenden FL4MUS tager kvartfinalenederlag med oprejst pande

BetBoom kunne ikke hamle op med Aurora i den første kvartfinale ved majoren i Köln, og russerne er nu færdige ved turneringen.

Dust2.dk i Köln.

Så gik den ikke længere for en af de helt store overraskelser ved IEM Cologne Major 2026, BetBoom. Kvartfinalen blev endestationen for det russiske mandskab.

Russerne skulle op imod tyrkiske Aurora i den første af torsdagens to kvartfinaler ved majoren - de to første ud af i alt fire - og her endte det russiske mandskab med at tabe 6-13 på Nuke og 9-13 på Anubis.

Det var både første og eneste gang i hele majoren, at BetBoom spillede Anubis. De gik 3-0 i første stadie, 3-1 i andet stadie og 3-2 i tredje stadie, men ikke én eneste gang - over 21 maps - spillede de Anubis.

Efter kampen var overstået, og spillerne kom ud i mixed zone, hev Dust2.dk BetBooms lejesvend FL4MUS til side. Her pointerede han også, at det var første gang, de spillede mappet ved majoren, som ifølge ham er Auroras bedste map.

Vi mødte et rigtig godt hold i dag. Det var desuden første gang, vi spillede Anubis ved denne major, mod Aurora - i en kvartfinale ved majoren … og det er deres bedste map.

Selvom FL4MUS og holdkammeraterne fra BetBoom netop havde tabt, var der stadig plads til et smil på læben oven på en generelt flot turnering fra deres side. Men russeren erkendte også, at han var træt efter en lang turnering.

Altså, ja ... Og der var stadig mange nye positioner for mig. Vi har arbejdet med det og en masse andre ting under denne turnering. Og vi har spillet i denne turnering siden første stadie, så alle er bare trætte. Jeg tror, det er derfor, vi ikke spillede vores bedste.

At BetBoom langt om længe kom til at spille Anubis, kom dog ikke bag på FL4MUS og co., og de havde da også forberedt sig på mappet.

Altså, vi har jo forberedt os på Anubis. Vi har arbejdet på det. Men i sidste ende var det bare en masse clutches, der blev afgørende, og det var mange af de situationer, der førte til, at de fik flere runder end os.

Hvad tager du og holdet med jer fra denne turnering?

Selvtillid. Personligt har jeg tanket en masse selvtillid ved at spille godt mod mange gode hold. Og jeg viser verden, at jeg stadig kan levere - hvilket vil være en fordel for mig i transfervinduet.

Til sidst spurgte vi den unge russer, hvad fremtiden byder på, og om han fortsætter hos BetBoom, hvortil han svarede:

Nej, min lejeaftale med BetBoom udløber ved udgangen af majoren, så jeg er åben for forskellige muligheder.

Skiftede musemåtte inden brandkamp

Mens kvartfinalen blev endestationen ved majoren for FL4MUS og BetBoom, er Aurora til gengæld klar til lørdagens semifinaler.

En af de helt store profiler i kampen mod BetBoom var Auroras erfarne stjernerifler, XANTARES, som spillede en brandkamp med 46 kills og en rating på 1,49.

HLTV snakkede netop med XANTARES efter kampen, og her kom han med en lidt pudsig afsløring, da han blev spurgt, hvad det er, der bidrager til den gode form, han er i for tiden:

Øh... for at være ærlig har jeg skiftet musemåtte, måske er det derfor. Den var lidt klæbrig, og nu er den nemmere at sigte med. Jeg spiller altid for mit hold, jeg spiller ikke for mig selv. Jeg spiller altid for dem.

Hele interviewet med XANTARES kan læses eller høres her.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.