
Historisk: Aurora vinder majorens første kvartfinale
Den første semifinalist i Köln er fundet.
Aurora har nemlig netop besejret BetBoom med 2-0 i den første kvartfinale ved IEM Cologne Major og altså spillet sig videre til lørdagens semifinale.
Dagens første kvartfinale blev skudt i gang på Nuke, hvor det var en rutsjebane i første del af mappet. Runderne bølgede frem og tilbage, indtil Aurora snuppede en 7-5-føring ved pausen.
I anden halvleg var det langt mere ensidigt, da Aurora vandt pistolrunden og hurtigt banede vejen mod en stensikker 13-6-sejr på mappet, som BetBoom havde valgt.
Opgørets andet map, Anubis, var en meget lignende historie, hvor holdene var lige i første halvleg med cifrene 6-6, men efter sideskiftet var Aurora igen længder bedre.
XANTARES og kompagni vandt pistolrunden, og før man fik set sig om, havde det tyrkiske mandskab uden problemer vundet mappet og dermed kvartfinalen.
Sejren betyder, at Aurora er videre til semifinalen på lørdag, hvor de skal møde vinderen af den næste kvartfinale, som afvikles senere i aften mellem FURIA og 9z. Det er desuden første gang, at et tyrkisk hold har nået en semifinale ved en major.

























