sidde står i spidsen for FURIA, som holdets træner. Torsdag skal de i aktion igen ved IEM Cologne Major 2026.

FURIA-træner før slutspillet i Köln: "Vitality er de eneste rumvæsener i Counter-Strike"

Under mediedagen tirsdag ved IEM Cologne Major 2026 fik Dust2.dk en særdeles lang snak med FURIAs træner, sidde.

Dust2.dk i Köln.

Der er stille i Köln, men det er nærmere blot stilhed før stormen, og det skyldes kun, at der er to hviledage tirsdag og onsdag, inden det går løs med slutspillet torsdag den 18. juni.

De fire kvartfinaler ved IEM Cologne Major 2026 afvikles torsdag og fredag. Torsdag gælder det Aurora mod BetBoom og 9z mod FURIA, mens fredagen byder på G2 mod Spirit og Falcons mod Vitality.

Selvom de otte tilbageværende hold i Köln har haft to hviledage tirsdag og onsdag, havde de dog ikke helt fri tirsdag, hvor der var mediedag forud for slutspillet. Her stillede samtlige otte hold op til interviews.

Det var kun zont1x fra Spirit samt Falcons-duoen karrigan og m0NESY, der ikke stillede op til interviews på mediedagen. De lå alle tre på langs med lidt sygdom.

Fra FURIA troppede hele banden op, inklusive holdets træner, sidde, som Dust2.dk fik en lang snak med. Og siden vi var de eneste, der snakkede med ham, kom der et langt, fyldigt og eksklusivt interview ud af det, som følger herunder.

Ingen uenigheder på holdet

Lad os skrue tiden tilbage til april sidste år, hvor vi sidst snakkede sammen ved PGL Bukarest 2025. Kort tid efter den turnering, nogle få dage efter, hentede I molodoy og YEKINDAR ind på holdet. Hvordan har de to været med til at ændre på kulturen i FURIA?

Først og fremmest gav deres ankomst os en stor forbedring med hensyn til firepower. Da vi begyndte at lede efter en AWP'er til at erstatte FalleN, var vores primære mål at finde en, der kunne skyde langt skarpere. Der var intet galt med FalleNs taktiske anvisninger eller lederskab, men vi havde brug for en, der kunne skyde skarpere. Da vi først talte om at erstatte FalleN som AWP'er, havde vi kig på en som molodoy, der kunne bidrage med mere firepower.

Generelt har meget ændret sig med hensyn til kulturen på holdet, forståelsen på holdet og det, at alle er på samme bølgelængde. Da YEKINDAR kom med, var det som om, vi fik en ekstra IGL i spillet, der hjalp holdet med at forstå spillet. Han gør tingene meget nemmere for mig og FalleN, fordi han fungerer som en slags sekundær stemme, der kan forbinde idéerne, og så har han sine egne idéer, som han bidrager med.

Jeg tror, vores hold generelt blev meget klogere, da de kom med, fordi vi fik en ung AWP'er ind, der ikke kun kan skyde skarpt, men også har sin egen selvtillid. Og så er der YEKINDAR, der altid har været involveret i strukturen på sine tidligere hold, og sammen med FalleN udgør de et virkelig fantastisk makkerpar. De forstår spillet godt, de taler samme sprog, når det kommer til CS, og de omsætter alt det til praksis inde i spillet.

Så for os betød de to nye spillere, at vi tog et kæmpe skridt fremad, ikke kun hvad angår firepower, men også med hensyn til forståelsen af spillet.

Allerede kort tid efter molodoy og YEKINDAR var blevet en del af holdet, begyndte FURIA også at forbedre deres resultater. De gik i top fire ved PGL Astana 2025, nåede kvartfinalerne ved majoren i Austin - efter de gik 3-0 i tredje stadie - og var i slutspillet ved både IEM Cologne 2025 og BLAST Open London 2025.

Efter BLAST Open i London, hvor de endte på en delt 3.-4. plads, deltog de ved FISSURE Playground 2 i september sidste år, og det var her, tingene for alvor begyndte at tage fart for det nye FURIA. Her vandt de FISSURE Playground 2, Thunderpick World Championship 2025, IEM Chengdu 2025 og BLAST Rivals 2025 Season 2.

I havde derefter en fantastisk periode startende omkring august og september og frem til slutningen af året, hvor I mellem september og november vandt fire titler. Hvad var det, der fungerede så godt for jer i den periode?

Vi var lidt heldige, at alle fem spillere var på toppen på samme tid. Jeg vil sige, at alle fem spillere nåede deres individuelle topniveau samtidig. Det gør det også lettere, når man spiller mod hold som Vitality, Spirit, Falcons og så videre. Vi spillede nogle fantastiske kampe mod alle disse hold. Men ikke nok med at alle fem spillede godt hver for sig, så var vores samspil også på allerhøjeste niveau.

Vi kom fra nogle turneringer, hvor jeg vil sige, at vi var tæt på at nå vores potentiale, så det var der - vi skulle bare have adgang til det - og i denne periode skete der noget, så vi begyndte at ramme det som et hold.

Desuden havde vi i denne periode ingen uenigheder og ingen tvivl, og vi troede så meget på hinanden. Og når spillerne også rammer deres skud, gør det det muligt at vinde turneringer. Det var en periode, hvor vi samlede os efter så mange tilbageslag. Vi havde nogle turneringer før dem, hvor vi kunne have gjort mere, som f.eks. BLAST Open London, hvor vi nåede langt, men vi ville have mere. Alle sammen begyndte på en måde at visualisere, at vi ville opnå store ting, og så satte vi det bare i værk og fik det til at ske.

Som jeg nævnte, var det også en nem periode, hvor der ikke var uenigheder eller noget som helst - alle på holdet var bare glade for at være sammen og være en del af holdet. Det er også tilfældet nu, men jeg tror bare, at de andre hold begyndte at lægge mere mærke til os. Dengang var vi bare på det rette sted, og alle forstod hinanden godt.

Ved den efterfølgende major i Budapest endte I i top 8. Derefter startede året (2026, red.) stærkt med en andenplads ved IEM Kraków 2026. Men efter det har I i løbet af foråret og frem til før majoren haft en lille formnedgang, hvor resultaterne ikke er gået jeres vej. I kom ikke ind til majoren i den bedste form. Hvad skyldtes det, udover at de andre hold er begyndt at lægge mere mærke til jer?

For at være ærlig, så vil alle hold på et eller andet tidspunkt falde i niveau, hvis man ser på det historisk set. Jeg tror, Vitality er det eneste hold lige nu, der holder deres niveau, men de er ærligt talt heller ikke menneskelige - for det, de præsterer, er umuligt.

Ikke kun fordi de andre hold begynder at være mere opmærksomme på dig, når du når et bestemt niveau, men nogle gange går din X-faktor også lidt tabt, og de andre finder ud af, hvad der får dig til at vinde så meget. Som for eksempel: "Det er derfor, dette hold vinder på map X, og det er det, vi skal gøre for at slå dem". Det sker for alle, og det skete også for os, at de andre begyndte at læse vores spil.

Jeg vil ikke sige, at denne nedgang var forventet, men vi vidste, at den ville komme, og at vores niveau på et eller andet tidspunkt ville falde. Selvfølgelig vinder man hele tiden i den ideelle drømmeverden, men jeg har altid sagt til holdet, at vi skulle være forberedte på det øjeblik, hvor vi ikke længere var på det niveau. Både jeg som træner og resten af trænerstaben vidste, at det på et eller andet tidspunkt ville ske, og at vores niveau ville falde.

Ærligt talt tror jeg også, at det er nødvendigt for at være bedre forberedt på de næste udfordringer, man vil møde i sin karriere. På et eller andet tidspunkt begynder man måske at tage tingene lidt for givet, som om man tror, man vil nå hver eneste finale og vinde hele tiden, men på et eller andet tidspunkt kommer der et realitetscheck.

Jeg synes, det er forventeligt, og jeg forventer ærligt talt, at alle andre end Vitality vil falde i niveau, og det er kun Vitality, der vil opretholde deres niveau. Vitality er de eneste rumvæsener i dette spil.

"Vi er ikke favoritter"

I løbet af februar samt hele foråret, forud for majoren, er FURIA endt i top 8 i alle de turneringer, de har deltaget i, undtagen i ESL Pro League Season 23, hvor de faldt helt sammen, samt ved IEM Rio 2026, hvor de blev nummer fire.

Med andre ord ankom FURIA altså ikke til Köln i den bedst mulige form - i hvert fald ikke, hvis man udelukkende baserer det på holdets resultater.

Er det noget specifikt, I har arbejdet med op til majoren? Har det mest handlet om at forberede sig mentalt, eller har det været en kombination mellem det samt taktiske og spiltekniske ting?

Som jeg sagde, har vores samspil ikke været på samme niveau som sidste år, så for mig var sidste år den optimale periode. Vores samspil i selve kampene faldt lidt fra da af, og vi begyndte at tøve og tvivle på hinanden under kampene. Nogle gange gør det det umuligt at vinde. For at vinde maps og kampe skal alle tænke hurtigt og være på bølgelængde. Fordi vi spiller mod alle disse fantastiske hold, er vi nødt til at have den perfekte synergi, og man kommer til at lide under det, hvis man ikke har det.

Vores vigtigste opgave, både forud for PGL Astana og til majorturneringen, var at komme tilbage til at spille det samme Counter-Strike som før, hvor alle fem er på samme bølgelængde, taler samme sprog, forstår hinanden og stoler på hinanden på samme måde, som vi plejede at gøre. Det er noget, vi har mistet lidt af.

Efter at vi havde haft en svær periode, hvor vi ikke kvalificerede os til slutspillet i ESL Pro League Season 23 og gik glip af LAN-fasen i BLAST Open Rotterdam, kiggede vi på hinanden og sagde: "Hov, der er noget galt." Fra det tidspunkt forsøgte vi at få de rigtige brikker på plads og genopbygge forståelsen mellem os.

Ved IEM Rio bagefter viste vi et anstændigt niveau, ligesom ved PGL Astana, men der endte vi med at smide en af vores kampe væk. Men alt i alt var niveauet der. Derefter arbejdede vi videre med de samme ting frem mod majoren. Vores forberedelser til PGL Astana forberedte os i grunden også til majoren, og i Astana var jeg tilfreds med, hvordan vi spillede, og glad for, at vi har været i stand til at bygge videre på det.

Uanset hvad sidde og hans tropper har arbejdet med op til majoren, har det indtil videre set ud til at virke. Holdet endte med at gå videre fra tredje stadie til slutspillet med en samlet 3-0-score efter sejre over B8, MOUZ og BetBoom.

Det er i øvrigt tredje major i træk, at både FURIA og Spirit går videre fra tredje stadie til et majorslutspil med en samlet 3-0-score. Vi spurgte sidde, om det var en tilfældighed, hvortil han svarede:

Det er et stort tilfælde. Det eneste, jeg ikke bryder mig om, er, at de hold, der går 3-0, normalt ikke ender med at vinde turneringen. Det gør mig lidt bekymret.

Spøg til side, så har vi spillet rigtig godt indtil nu i turneringen, og fra nu af skal vi bare holde det samme niveau, samtidig med at vi bliver bedre for hver kamp, indtil vi forhåbentlig når finalen.

Vi skal løfte os i hver eneste kamp. Jeg vil sige, at gruppespillet gik fint, men vi skal bare blive ved med at forbedre os og blive lidt bedre, først i kvartfinalen, så forhåbentlig i semifinalen og finalen.

I slutspillet, i kvartfinalen, møder I først 9z, som har præsteret stærkt indtil videre ved majoren i et sydamerikansk derby. Hvilke forventninger har du til den kamp? Tror du, I har en lille fordel med den ekstra slutspils- og arena-erfaring, I kommer med, eller hvordan ser du på det?

Alt andet til side, så burde vi være det mest erfarne hold af os og dem. Det er kun deres anden store arena-kamp - og den første ved en major - og ja, hvis man udelukkende ser på den faktor, kunne man sige, at vi er favoritter. Men jeg tror ikke, det er tilfældet. De spillede så godt i gruppespillet og besejrede hold, som vi selv havde haft svært ved at slå, selv da vi var på toppen. Ærligt talt fik de det til at se let ud at slå nogle af de hold.

Når det gælder Counter-Strike, og når man ser på, hvordan de spiller, kan man dog ikke betragte os som favoritter, for det niveau, de viser i CS, er vanvittigt. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst havde to sydamerikanske hold, der spillede på det niveau. Legacy kom også ind til majoren med et højt niveau.

Jeg forventer, at det bliver en meget svær kamp. Vi skal møde et hold, som vi er nødt til at respektere. Vi er nødt til at respektere, at de har slået Vitality, hvilket ikke mange andre hold kan prale af, især ikke ved en major. De er et rigtig godt hold med rigtig gode spillere - eksplosive spillere, der kan spille meget dynamisk CS og også har masser af energi. De bidrager med så meget til kampene i form af stemning og entusiasme - bare den måde, de hepper på hinanden på - og selvfølgelig har de det der sydamerikanske blod i sig, og vi ved, hvordan det er.

Jeg forventer, at det bliver en meget svær kamp. Vi er nødt til at spille på vores allerbedste niveau. Vi kan ikke tillade os at slække på indsatsen. For at slå dem er vi nødt til at præstere på vores højeste niveau, for som jeg sagde, har de vist et vanvittigt niveau.

Brasiliansk trænerduel i vente

Med tre brasilianske spillere ombord har FURIA naturligvis hjemme i den sydamerikanske region. Det samme gør sig gældende for torsdagens kvartfinalemodstander, 9z, som består af to argentinere, to uruguayere og en enkelt chilener.

I kommer fra den samme region som dem (9z, red.), og I kender dem godt og har formentlig også spillet en masse træningskampe mod dem. Gør det det mindre overraskende for dig, at de lige pludselig for alvor er brudt igennem på den store scene, først ved PGL Astana og nu her under majoren?

Det er svært ikke at blive overrasket. De har trods alt skrevet historie. Ja, jeg havde forventet, at de ville spille godt, men de har netop præsteret noget helt historisk.

Vi kender deres spillere, og vi kender deres potentiale, og måske havde vi ikke forventet, at de ville vinde og gå videre på den måde, de gjorde - ved at slå nogle af de store hold, de slog - men vi vidste, at de ville klare sig godt i denne turnering.

Derudover har 9z også en brasiliansk træner med ombord, i skikkelse af sidde landsmand BIT, så det er altså ikke kun FURIA af de to kvartfinalemodstandere ved majoren, der er trænet af en brasilianer. Dermed bliver kvartfinalen ikke blot en sydamerikansk duel, men også med en brasiliansk trænerduel som en af de små kampe i kampen.

Du kan se frem til at stå over for en anden brasiliansk træner torsdag, nemlig BIT, som var en legende især i 1.6. Hvordan er det at skulle møde ham i en direkte dyst? Og er der noget, du i løbet af din karriere har lært fra lige netop ham?

Da jeg begyndte at spille CS 1.6 - for mere end 15 år siden, tror jeg - spillede han allerede, og han var allerede en legende i Brasilien.

Da jeg begyndte at spille og startede min karriere, var BIT en af dem, jeg så op til. I dag er vi dog mere venner end noget andet. Lige siden jeg begyndte at træne, spillede han stadig, og jeg mødte ham endda som træner, mens han stadig spillede. Siden da er vi begyndt at tale meget sammen, holde kontakten, men vi har også spillet mange kampe mod hinanden - så nu ser jeg ham mere som en ven.

Jeg har mange venner i 9z, og han er en af de gode venner, jeg har derfra, så derfor hader og elsker jeg på samme tid, at vi skal spille mod dem. Jeg er glad for, at vi begge er nået hertil, til arenaen, i major-slutspillet, men fordi de er mine venner, føles det samtidig også som: "Åh gud, jeg kan ikke lide at spille mod de her fyre, fordi vi kender hinanden så godt", du ved.

Men som sagt er BIT en fyr, jeg har set op til siden starten af min karriere. Det arbejde, han udfører, er meget vigtigt for regionen, og jeg beundrer hans indsats enormt. Og ja, da jeg var barn, så jeg virkelig op til ham og ville gerne være ligesom ham.

Vil vinde for FalleN

Til sidst i interviewet kunne vi naturligvis ikke undgå at runde FURIAs kaptajn, FalleN, der på scenen ved IEM Rio 2026 annoncerede, at han stopper sin karriere ved udgangen af året.

Fra en legende, BIT, til en anden i skikkelse af FalleN. Ham kan vi ikke undgå at snakke om. Føler du, at hans beslutning - siden han annoncerede sin beslutning - har påvirket holdet en smule?

Det er svært for mig at sige, at det ikke har påvirket os, for lige efter annonceringen tabte vi vores næste fire kampe og røg ud af en turnering (BLAST Rivals 2026 Season 1, red.), hvor de fleste mente, det var let at nå slutspillet. Vi havde kun brug for én sejr der for at komme i slutspillet, men det lykkedes os ikke engang. Det var ikke en nem gruppe, men det var en turnering, hvor alle forventede, at vi i det mindste ville nå slutspillet, og det gjorde vi ikke. Og tilfældigvis skete det lige efter offentliggørelsen.

Som en del af holdet følte jeg ikke, at nogen blev påvirket af det, men hvis man dømmer ud fra vores resultater efterfølgende, så ja, vi havde dårligere resultater end normalt. Måske fik følelserne overtaget, men nu vil jeg sige, at vi har fundet fred med det. Det giver os endda ekstra motivation. Vi er her nu, og det er højst sandsynligt FalleNs sidste IEM Cologne, og vi har muligheden for at gøre noget særligt for ham, så vi skal bare stå sammen og gøre det for ham.

Jeg tror, at alle stadig var lidt i chok efter annonceringen, og alle blev lidt følelsesladede, og det spillede ind i de kampe, vi spillede lige efter offentliggørelsen. Men nu tror jeg, at vi har fundet fred med det og er endnu mere motiverede til at få det til at lykkes for ham.

FalleN skiftede til FURIA i sommeren 2023 - tidligt i juli måned - og præcis et år efter hentede de sidde ind som cheftræner. Siden har de to arbejdet tæt sammen i snart to år.

FalleN jagter endnu et IEM Cologne-trofæ til samlingen. Foto: HLTV.

Hvordan har det været for dig personligt at arbejde så tæt sammen med ham - en legende i Counter-Strike - de seneste par år?

Alle, der har det privilegium at arbejde sammen med FalleN, er virkelig heldige - og faktisk også velsignede - for han er en helt særlig person. Den FalleN, man ser foran kameraet, er præcis den samme i virkeligheden.

For mig er det træner-IGL-forhold, vi har, en rigtig god forbindelse, jeg har til ham. Han er meget åben, giver mig plads og ønsker, at jeg skal hjælpe ham. Selvom han har vundet så meget i løbet af sin karriere, kunne han nemt være en af dem, der bare sagde, at det er ham, der bestemmer, fordi han ved bedst, men sådan er han slet ikke. Han er en fantastisk leder, og det er et kæmpe privilegium i min karriere at arbejde sammen med ham.

Hvis jeg får æren af at være hans sidste træner, så vil jeg sørge for, at hver eneste dag tæller, og jeg vil sikre mig, at hans sidste tid bliver så mindeværdig for ham som muligt. Jeg ønsker, at han får den bedst mulige afslutning, og jeg arbejder fortsat på at få det til at ske. Han er den bedste IGL, jeg kunne have arbejdet sammen med, især på et så specielt tidspunkt i hans karriere.

Er den sult og den vilje til hele tiden at lære, selv i hans karrieres afslutning, en del af, hvad der efter din mening gør ham så speciel?

Selvfølgelig, når man tænker på, at han har været på sit højeste niveau og spillet på sit højeste niveau i omkring 20 år, uden egentlig at have haft et eneste formdyk i sin karriere - hvordan kan han dog klare det? Det er simpelthen imponerende.

Jeg tror, det hele skyldes den sult, han har. Han er meget konkurrenceminded; han kan ikke lide bare at være med i spillet for at være med, hvilket også er grunden til, at han har foretaget nogle ændringer i sin karriere. Han har altid forsøgt at nå det næste niveau i sin karriere.

Altså, i en alder af 33 besluttede han at holde op med at spille AWP, bare for at blive rifler. Hvem gør sådan noget? Man skal være lidt skør og have noget særligt i sig for at gøre sådan noget. Alligevel fik han det til at fungere.

Han forsøger altid at være den bedste version af sig selv, han arbejder hårdt, han forsøger at forbedre sig hver dag, og han er en fyr, der har gjort - og fortsat gør - så meget for vores scene. Og ja, meget af det kommer fra hans sult og ønsket om at vinde og være den bedste.

Rykker I tættere og tættere på at finde hans afløser, eller hvordan står det til med det?

Jo tættere vi kommer på dagen, hvor han stopper, desto mere bliver vi selvfølgelig nødt til at begynde at handle og træffe beslutninger. Vi skal i det mindste begynde at skrive nogle navne ned.

Vi har allerede haft et par samtaler med nogle personer, og vi tager skridt i retning af at finde hans afløser - det vil også være vores højeste prioritet frem mod den næste sæson - men foreløbig er vi ikke hundrede procent fokuserede på det. Også fordi markedet kan ændre sig meget nu i løbet af sommerpausen efter majoren.

Så hvis jeg sagde, at vi har ét specifikt navn lige nu, ville det ikke være sandt, men fra næste sæson - efter sommerpausen - er det vores hovedprioritet, selvom vi allerede er begyndt at tage nogle skridt i den retning.

FURIA, med sidde og FalleN ved roret som henholdsvis træner og IGL, tager imod BIT og 9z i torsdagens anden og sidste kvartfinale - den sene kvartfinale - ved majoren i Köln. Mødet mellem de to sydamerikanske hold ventes at starte omkring klokken 19:00, hvis alt forløber efter planen.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.