
Danskere spiller sig tættere på spansk LAN-turnering
Om knap en måneds tid bliver den tredje udgave af Stake Ranked afviklet i Barcelona, hvor blandt andre danskerne fra NIP er at finde på deltagerlisten.
I dag begyndte det tidligere Tricked-hold, nu kendt som Echo, deres kvalifikation til turneringen med en sejr over KOLESIE i åbningskampen i den lukkede kvalifikation.
leakz og kompagni var flyvende på opgørets første map, Ancient, som blev vundet med hele 13-3, hvor især leakz og salazar var meget velspillende.
På det andet map, Overpass, var Echo-mandskabet atter engang det bedre hold med længder, indtil polakkerne fra KOLESIE omsider vågnede op.
Det polske mandskab formåede at skyde kampen ud i overtid, efter at fr3nd leverede et vildt 1v3 clutch i 12-11-runden. I overtid tog polakkerne mappet.
Opgøret skulle derfor afgøres på Nuke, hvor holdene igen røg ud i en overtidsdrama. I sidste ende blev det danskerne fra Echo, der løb med sejren.
Med sejren er Echo klar til kvartfinalen i den lukkede kvalifikation, hvor de skal møde vinderen af aftens kamp mellem Inner Circle og Spirit Academy. Kun de to bedste hold i kvalifikationen går videre til den spanske turnering, hvorfor semifinalen vil være den afgørende kamp.
Udover Echo-mandskabet er TMB med som den eneste anden dansker i kvalifikationen. Han og Phantom startede ud med en sejr over mithRs hold, JiJieHao.




























