NEO er ny coach i Astralis, der også henter Xirreth ind som performance coach.

Astralis henter ny coach og performance coach

Astralis har offentliggjort den polske legende NEO som deres nye coach. Samtidig henter organisationen Urszula "Xirreth" Klimczak ind som performance coach.

Så er det officielt, at NEO skal stå i spidsen for Astralis fremover.

Det var allerede rapporteret af HLTV for to uger siden, men nu er der altså ingen tvivl. Den polske legende er bedst kendt som den måske bedste spiller nogensinde i Counter-Strike 1.6, en del af de gyldne fem i Virtus.pro og senest som head coach for FaZe.

Tjansen i FaZe var den første som coach for NEO, og her vandt han flere store trofæer i løbet af det første år, men var også en del af nedturen, der kulminerede med en misset major kort efter han blev bænket i organisationen. I alt nåede han at være coach for FaZe i lige under tre år.

I Astralis' pressemeddelelse udtaler direktør Jonas Gundersen:

Filip er en af de mest legendariske og ikoniske spillere nogensinde. Han har vist gang på gang, at han ved, hvad der skal til for at opbygge vinderhold, og han ved præcis, hvilken slags kultur der kræves for at vinde. At tilføje Urszula ved hans side gør kun duoen endnu stærkere. Hun er en af de mest anerkendte og respekterede performance-coaches i esport, og hun ved, hvad der skal til for at vinde i den moderne æra. Jeg tror fuldt og fast på, at de to sammen vil skabe et utroligt stærkt partnerskab mod at opbygge den vinderkultur, vi ønsker.

Astralis henter som sagt også Urszula "Xirreth" Klimczak ind som performance coach. Hun har senest været i NAVI i næsten tre år og var med, da NAVI vandt PGL CS2 Copenhagen Major 2024. Før det var hun også et år hos ENCE.

Om de umiddelbare mål for Astralis udtaler NEO:

Det bliver ikke nemt at bringe Astralis tilbage til storhedstiden, men at nå dertil, hvor enhver modstander er nødt til at respektere vores navn, vil være en god start. At nå slutspillet, hver gang vi stiller op til en turnering, ville være fantastisk.

Astralis spiller deres første turnering med NEO og Xirreth bag dem i slutningen af juli, når de skal første stadie af BLAST Bounty Season 2.

Astralis er:

  • Danmark HooXi

  • Danmark Staehr

  • Danmark jabbi

  • Sverige phzy

  • ryu

  • NEO (Coach)

  • MiGHTYMAX (Assistenttræner)

#1(Med 0 svar)
16. juli 2026 kl. 17:06
kagemandtoga
Ikke fan af NEO tror bare det bliver meget samme som Ruggah. Xirreth derimod er fantastik. Da det virker til mange af deres problemer er det mentale
#2(Med 0 svar)
16. juli 2026 kl. 17:19
Djoerup
At få fat i Xirreth er et kæmpe w
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.