
Danmark taber til Frankrig - ryger en tur i lowerbracket
Fredag eftermiddag blev den vesteuropæiske kvalifikation til herrernes Counter-Strike-turnering ved Esports Nations Cup 2026 skudt i gang.
16 hold, inklusive Danmark, deltager i den vesteuropæiske kvalifikation. Danmark åbnede mod Irland, og her var der ingen slinger i valsen hos de danske drenge, som vandt med 13-5 på Inferno og 13-6 på Nuke.
Den 23-årige leakz fra Echo endte serien som Danmarks og opgørets bedste spiller med i alt 41 kills og en samlet rating på 1,73. Flere detaljer fra kampen findes her.
Kort efter Danmark havde besejret Irland, skulle det danske hold så op imod Frankrig i den ene af kvalifikationens fire upperbracket-kvartfinaler. Og hvor Danmark var fremragende mod Irland, så var de helt væk mod Frankrig.
Danmark tabte med de nøjagtig samme cifre, som de netop havde besejret Irland med. Det blev til et 6-13-nederlag på Nuke og et 5-13-nederlag på Dust2. leakz var igen Danmarks bedste spiller, men denne gang var hans indsats forgæves.
Tal og statistikker fra mødet mellem Danmark og Frankrig findes her.
Nederlaget til Frankrig betyder, at Danmark må en tur i lowerbracket i kvalifikationen. Her skal de lørdag eftermiddag klokken 14:00 møde enten Schweiz eller Portugal i den ene af de fire kampe i anden runde af lowerbracket, som alle starter på samme tidspunkt.
Hvis Danmark formår at besejre Portugal eller Schweiz, så venter enten Sverige eller Island i den ene af de to kampe, der spilles i tredje runde af lowerbracket. Der venter med andre ord en ren nordisk dyst for Danmark, hvis de vinder deres første kamp lørdag.
Her er lørdagens kampe i den vesteuropæiske kvalifikation til ENC:
-
14:00 -
Finland vs.
Holland -
14:00 -
Italien vs.
Spanien -
14:00 -
Sverige vs.
Island -
14:00 -
Danmark vs.
Portugal /
Schweiz
Alle fire kampe lørdag eftermiddag er fra kvalifikationens anden runde i lowerbracket. Holland, Spanien og Island spillede sig videre fra første runde i lowerbracket med sejre over henholdsvis Luxembourg, Irland og Norge.
I upperbracket er der først kampe igen søndag, hvor de to upperbracket-semifinaler venter fra klokken 13:00. Her tørner Tyskland og Frankrig sammen, mens Storbritannien møder Belgien.
Det er de fire bedste hold fra kvalifikationen, der går videre til ENC. Kampe, resultater, bracket og meget anden information om kvalifikationen kan findes her, mens samtlige 16 landsholdstrupper kan ses i nyheden herunder.









