
GGW afholder LAN sidst i januar
Julen varer måske alligevel til påske. Den danske CS:GO scene har i hvert fald fået en sen julegave i form af årets første store LAN turnering.
Det står GEEKS GONE WILD for. De aflyste ellers det planlagte event i slutningen af december, men nu er det igen blevet muligt at afholde events i Gigantium, så længe deltagerne bliver adskilt i to sektioner.
GGW melder ud på egen hjemmside, at billetter allerede er sat til salg. Du skal derfor være hurtig, hvis du skal gøre plads i kalenderen til LAN-eventet, der starter om ti dage.
De 860 billetter koster 200 kr. i stykket og giver adgang til deltagelse i konkurrencer, parkering og overnatning. Du kan også købe madbillet til fire måltider for 200 kr.
Den danske turneringsarrangør giver samtidig et par bevingede ord, for at tænde ilden i de danske gamere.
Vi vil have LAN, og vi vil have det nu!!!!
Corona har været en svær modstander i forhold til det planlagt GGW. Vi er dog ikke til at slå ud, derfor åbner vi nu for tilmeldingen til årets første og fedeste LAN. Gaming, hygge, social sammenværd, Toast, Turneringer og AFK konkurrencer, så er opskriften vist på den bedste weekend.
Der vil blive afholdt turneringer i både Minecraft, Fortnite, Rocket League og selvfølgelig CS:GO.
Hovedturneringen for Counter-Strike byder på premier for 10.000 kr. Heraf går 7000 til førstepladsen, mens andenpladsen må nøjes med 3000 kr.