
Fessor om stjernespækket hold: "Intet pres"
Selvom mange nok vil føle et stort pres over fra den ene dag til den anden at skulle spille sammen med store navne som Kjaerbye, aizy og gade, så påvirker det ikke holdets unge stjerneskud, Fessor, synderligt meget.
Dette heller ikke, selvom han fra tid til anden må stå i clutch-situationer, hvor den tidligere Major-MVP, Kjaerbye, har blikket rettet kun mod Fessor.
Jeg har hele tiden håbet på at få en chance som den her, og nu når det endelig sker, kan jeg fokusere på at udføre min drøm, fortæller Fessor til Dust2.dk og uddyber:
Vi spiller jo heldigvis som et hold, så hvis vi taber runden, så taber vi alle. Jeg føler intet pres, og allerede nu føler jeg mig meget komfortabel sammen med de andre.
"Der er en grund til, at de netop har valgt mig"
Sløret blev løftet for det nye, stjernespækkede mandskab for en uges tid siden. Her er Fessor holdets mest uprøvede spiller, da han først for nylig virkelig skabte et navn for sig selv gennem FPL, hvorefter han skrev under med BLUEJAYS.
Længe blev det dog ikke til med netop BLUEJAYS, da en besked fra gade tikkede ind i indbakken på Twitter en dag. Senere kontaktede Kjaerbye også det unge stjerneskud med et konkret tilbud, og det var noget, som fik Fessor i den syvende himmel.
Jeg blev virkelig overrasket over tilbuddet fra dem, men på den anden side håbede jeg også, at jeg ville få chancen. Jeg er også ufatteligt glad for faktisk at få muligheden, så nu er det bare at bevise, at jeg sagtens kan spille op med topholdene omkring top-10 og top-20 i verden.
De fire holdkammerater er alle langt mere erfarne med Counter-Strike på topplan. Fessor går dog ikke ind til projektet med den tilgang, at han er de andre underlegne, da han regner med selv at kunne skabe sit eget image.
Jeg er selvfølgelig meget beæret over at spille med så store stjerner, der har så meget erfaring, men der er også en grund til, at de netop har valgt mig som deres sidste spiller, og jeg håber på at kunne bidrage med mit!
Selvfølgelig vil jeg tage ved lære af dem, når de har så meget erfaring, men jeg regner helt sikkert med at få bygget mit eget image op.
Vil konkurrere med verdens bedste
Holdet består af en række tidligere North-stjerner, som i lange perioder havde problemer med at leve op til de store armbevægelser, organisationen havde meldt ud i starten af projektet.
Med tilføjelsen af b0RUP og Fessor til den tidligere North-trio bliver der dog kigget mod verdenseliten endnu en gang, og målet er også klart for de fem danskere.
Det korte af det lange, er, at vi regner med at kunne spille op mod verdens bedste mandskaber en gang i fremtiden. Hvor længe det kommer til at tage, før vi faktisk kan det, må tiden vise, men det er uden tvivl vores mål, slutter Fessor af.
I den nærmeste fremtid, mens holdet står uden en organisation, kommer de til at spille under navnet 'HYENAS'. Under dette navn vil de talentfulde danskere deltage i forskellige kvalifikationer, mens de forsøger at bevise sig selv.
HYENAS består af:
Kjaerbye
aizy
gade
Fessor
b0RUP