
es3tag og Bubzkji får debut i morgen
Vi har længe ventet på at se 'det nye Astralis' i aktion, men det får vi mulighed for i morgen, når både es3tag og Bubzkji får deres debut i Astralis-trøjen.
Det danske mandskab har ikke været i aktion siden starten af juni. Dette kan i den grad også ses på HLTVs rangliste, hvor holdet er faldet til en 17. plads, og det er altså dette, Bubzkji og es3tag skal hjælpe med at rette op på, når de skal i aktion i morgen.
Dust2.dk har taget en snak med Bubzkji forud for opgøret for at høre nærmere om, hvordan det bliver at skulle repræsentere mægtige Astralis for første gang, når de møder vores svenske naboer.
Det er jo altid vildt fedt at repræsentere Astralis. Jeg tror, at det er de fleste unge, danske Counter-Strike-spilleres store mål, og selv internationalt er det noget, mange spillere drømmer om.
Det har været en helt unik oplevelse at være en del af setuppet, selvom, at jeg endnu ikke har spillet en officiel kamp. Det hele foregår i hvert fald på et helt andet niveau end noget andet sted, jeg har været i mine 3-4 år som professionel Counter-Strike-spiller.
Den tidligere MAD Lions-stjerne er også hurtig til at nævne, at det er et helt andet miljø i Astralis, og at der er en helt anden stemning omkring holdet.
Jeg synes også, at man kan mærke, at der er en anden stemning omkring det hele. Det er ligesom, at der er en aura omkring Astralis, og man kan mærke, at omgivelserne forventer noget ekstra.
Jeg er enormt ydmyg over for det arbejde, både jeg, men også holdet skal levere, selvom, at jeg godt ved, at vi ikke kommer til at vinde det hele med det samme. Vi skal kæmpe for hver sejr, men målsætningen i Astralis vil jo altid være, at vi skal være de bedste i verden. Det er dét, jeg vil jeg være en del af, men det kommer til at tage tid.
De to nye spilleres debut bliver ikke en nem kamp, da de står over for verdens 8. bedste hold, fnatic.
Det bliver derfor langt fra 'a walk in the park' for de danske tropper, som skal vise deres absolut bedste side frem allerede fra dag ét, hvis de vil vinde kampen over vores svenske naboer.
Jeg vil sige, at jeg føler mig forberedt på at møde fnatic, selvom, at det altid er svært at føle sig 100% klar, når man endnu ikke har spillet en officiel kamp. Det er her, man skal lære sig selv bedst at kende på et hold, for i starten er det altid svært at vide, hvor sikker man er i de nye ting og i sin nye rolle på holdet.
Jeg har dog altid været sikker i min spillestil, og jeg tror også på, at det er netop derfor, at Astralis har valgt at hente mig. Jeg regner stærkt med, at jeg kan tilpasse mig de nye ting relativt hurtigt, og så må vi arbejde med at forbedre os derfra.
Astralis stiller op med følgende spillere i morgendagens opgør:
Bubzkji
Magisk
dupreeh
es3tag
device
Du kan følge es3tags og Bubzkjis debut i morgen aften fra klokken 18:30 på TV2 Zulu eller på Twitch.