Historien om en kinesisk munk, der spiller Counter-Strike, har bredt sig på internettet.

Kinesisk munk går viralt: Counter-Strike gør mig til et bedre menneske

En kinesisk munk har taget internettet med storm, efter han forklarede, hvordan CS har hjulpet hans personlige og følelsesmæssige udvikling.

En noget usædvanlig historie har i de seneste par uger spredt sig på internettet og de sociale medier, efter en kinesisk munk, kendt som Huayan, er gået viralt med sin passion for Counter-Strike.

Historien om den kinesiske munk Huayan, der elsker CS og har delt ud af sine tanker omkring sin hobby, er blandt andet blevet delt via kinesiske sociale medier og senere samlet op af internationale medier som Dust2.in, Dexerto og The Respawn.

Huayan holder til i Zhejiang-provinsen i Kina, hvor han har været munk i over 20 år. Alligevel har han spillet Counter-Strike siden starten af 00'erne, hvor han begyndte, mens han boede i Shanghai. Siden da har spillet været en fast del af hans liv - også efter han trådte ind i klosterlivet.

Det er især hans syn på spillets effekt, der har fået opmærksomhed. Ifølge munken handler Counter-Strike ikke kun om at vinde, men om samarbejde, kommunikation og forståelse for andre mennesker. Han forklarer, at spillet har lært ham empati og hjulpet ham med at udvikle sig som menneske - noget han mener også gør ham til en bedre buddhist.

Samtidig er det ikke kun filosofien, der overrasker. Huayan skulle nemlig tidligere have haft en af de højeste ranks i CS:GO, som Legendary Eagle Master. Derudover spiller han på en dyr computer med eksklusive skins i sit inventory, herunder en Karambit Gamma Doppler. I dag spiller han dog primært casual, da han selv indrømmer, at niveauet er faldet med alderen.

Historien har dog ifølge Dexerto også mødt skepsis på sociale medier, hvor nogle stiller spørgsmålstegn ved, om hele fortællingen er ægte. Uanset hvad har Huayans udtalelser sat gang i en debat om gamingens rolle - og om Counter-Strike måske kan mere end bare at underholde.

Se og hør historien om munken, der spiller Counter-Strike, lige her:

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.