Den usbekiske skakstormester Javokhir Sindarov er vild med Counter-Strike og især CS2.

Usbekisk skakstormester erklærer sin kærlighed til CS

Efter at have vundet retten til at kæmpe om verdensmesterskabet i skak udtalte stormesteren Javokhir Sindarov, at han elsker Counter-Strike.

I begyndelsen af ugen sikrede den usbekiske skakstormester Javokhir Sindarov sig retten til at spille om verdensmesterskabet i skak senere på året, da han vandt skakturneringen FIDE Candidates 2026.

FIDE Candidates 2026 blev afviklet på Cypern fra slutningen af marts til midten af april. Vinderen af turneringen, som altså blev Javokhir Sindarov, sikrede sig dog ikke alene retten til at spille om verdensmesterskabet i skak, men også førstepræmien på 1,3 millioner kroner.

Usbekeren vandt turneringen på Cypern foran hollandske Anish Giri fra Team Secret, amerikanske Fabiano Caruana fra Team Liquid og kinesiske Wei Yi fra Weibo Gaming. Falcons-spilleren Hikaru Nakamura blev nummer fem. Der var yderligere én Liquid-spiller med samt også en enkelt spiller fra Virtus.pro.

De to Liquid-spillere, Fabiano Caruana og indiske Rameshbabu Praggnanandhaa, spiller i øvrigt under samme organisation som verdens bedste skakspiller, norske Magnus Carlsen, som også er på kontrakt hos Team Liquid.

Aktuelt er Javokhir Sindarov endvidere nummer 11 på FIDEs verdensrangliste i skak. Han brød igennem i skakverdenen som 12-årig, men det har ikke altid været skak, der har fyldt mest i den nu 20-årige usbeks liv.

Efter han vandt FIDE Candidates, erklærede usbekeren nemlig også sin kærlighed til Counter-Strike, som han længe har brugt meget tid på - også nogle gange mere tid end på skak.

Den usbekiske skakstormesters kærlighedserklæring til Counter-Strike er blevet delt af FIDE i et opslag på X, som kan ses i bunden af denne nyhed. I klippet udtaler usbekeren blandt andet:

De her fyre bruger 10 timer om dagen (på skak), mens jeg hver dag bruger min tid på Counter-Strike. Da jeg var 19 og blev stormester, brugte jeg 3-4 timer om dagen på at spille Counter-Strike.

Senere, siden pandemien, begyndte den usbekiske stormester i skak dog at skrue ned for tiden i Counter-Strike for i højere grad at fokusere mere på skak, og det har altså givet pote.

Hans placering som nummer 11 på verdensranglisten er hans hidtil bedste. Og til oktober kan han muligvis tage titlen som verdensmester i skak, hvis han vel at mærke formår at besejre den regerende verdensmester, indiske Gukesh Dommaraju, ved FIDE WCC 2026.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.