FalleN og FURIA er klar til finalen ved IEM Cologne Major 2026.

FalleN om mulig finalemodstander: "Vi spiser, hvad end der bliver serveret"

Dust2.dk fik en snak med selveste professoren, FalleN, efter han og FURIA havde spillet sig i majorfinalen i Köln.

Dust2.dk i Köln.

FURIA er klar til finalen ved IEM Cologne Major 2026 efter en overbevisende 2-0-sejr over Aurora i lørdagens første semifinale. Brasilianerne sikrede sig finalepladsen med cifrene 13-9 på Dust2 og 13-4 på Nuke.

For FalleN er det en særlig milepæl. Den brasilianske legende spillede senest en majorsemifinale ved IEM Katowice Major 2019, hvor MIBR tabte til Astralis. Før semifinalen mod Aurora havde han sågar glemt, at han senest var i en majorsemifinale i 2019, da han lagde op på X, at hans seneste majorsemifinale var i 2018.

Ikke nok med, at det var hans første majorsemifinale siden 2019; nu står han også igen med muligheden for at spille sig til endnu en majortitel. Han har i forvejen to majortitler på CV'et - begge vundet i 2016 - hvoraf den seneste netop kom i Köln ved ESL One Cologne 2016.

I finalen i dette års første major, som afvikles søndag, skal FalleN og co. enten op imod Spirit eller Falcons, som mødes i den anden semifinale lørdag. Begge hold besejrede FURIA ved PGL Astana 2026 tidligere på året, men det bekymrer ikke FalleN.

Efter semifinalesejren fik Dust2.dk en snak med den erfarne brasilianer i mixed zone. Her satte FalleN blandt andet ord på følelsen af at stå på scenen, kritikken af FURIAs vej til finalen og udsigten til et opgør mod enten Spirit eller Falcons.

Jeg vil ikke sige tillykke endnu, for arbejdet er ikke færdigt. Men især for dig personligt, kan du sætte lidt ord på, hvilke følelser der går gennem kroppen på dig lige nu?

Lige nu er jeg lidt bedøvet, hvis jeg skal være ærlig. Jeg føler ikke så meget på grund af kampen og adrenalinen. Jeg er stadig i konkurrencemode. Men jeg kan fortælle, hvad der gik gennem hovedet på mig, da jeg gik op på scenen før kampen.

Det er umuligt ikke at føle, at man skal i krig. Nogle gange tænker jeg over, hvor man ellers kan finde den samme energi og de samme følelser. Jeg har ingen idé, for det er så unikt at gå på scenen, høre folk råbe dit navn, stå der sammen med holdet og bære flaget.

Det er så anderledes og så fedt, at det næsten føles magisk. Det er fantastisk.

Du bliver vel aldrig træt af det, gør du? Men kommer du til at savne det, når karrieren en dag er slut?

Helt sikkert. Jeg kommer til at savne det rigtig meget. Det er nok også derfor, jeg ikke er stoppet endnu.

Det er fantastisk. Hver eneste gang man oplever det, er det en ny oplevelse.

Der har været mange kritikere, som har sagt, at I har haft en nem vej til finalen. Hvad siger du til det?

Det synes jeg kan diskuteres. Vi slog for eksempel 9z i kvartfinalen, og de var ét kill fra at slå Spirit, som måske ender med at nå finalen.

Selvfølgelig er der forskel på holdene, hvis man ser på historik og meritter. Men hvis man ser på holdenes form ved denne turnering, så er forskellene måske ikke så store.

Jeg vil sige, at der er en forskel, men ikke en kæmpe forskel. Holdene ligger ikke så langt fra hinanden niveau-mæssigt. Og bare fordi vi endnu ikke har slået et af de såkaldte storhold ved denne turnering, betyder det ikke noget. Vi kan stadig gå ud i finalen i morgen og slå et af dem.

Lad os tale lidt om semifinalen mod Aurora. Det lignede, at I havde kontrol over kampen, og måske var Dust2 faktisk mindre tæt, end resultatet antyder. Hvordan oplevede du kampen?

Starten på Dust2 var ikke nem for os. Vi besluttede at ændre vores pistolrunde lige inden kampstart, fordi vi havde alle de gode spawns til et B-rush. Det virkede ikke, og bagefter tænkte vi lidt: "Hvorfor gjorde vi egentlig det?" Måske skulle vi bare have holdt os til den oprindelige plan, for de var godt stablet op på B.

Derefter prøvede vi noget andet, som heller ikke virkede. Så stod vi med omkring 3.600 dollars hver, og jeg sagde til KSCERATO: "Jeg giver dig en AK." Han dræber så woxic, og derfra vinder vi en vigtig runde, som giver os økonomien tilbage.

Det var afgørende, at vi blev ved med at tro på det, selv i runder hvor man normalt ikke burde kunne vende det, og at vi fik det til at lykkes, gjorde det muligt for os at vinde kampen.

Stor ros til os selv for at tro på hinanden i svære øjeblikke, for at ofre penge for at give holdkammerater bedre muligheder og for alle de små detaljer, som gjorde forskellen. Jeg er virkelig stolt af holdet på grund af alle de ting.

Vi snakkede med jeres træner sidde på mediedagen, og han fortalte om din sult og din vilje til stadig at lære nye ting, selv her i den sene del af karrieren. Kan du fortælle lidt om det fra dit eget perspektiv, og hvordan det har hjulpet dig gennem karrieren?

Helt sikkert. Jeg tror, at den eneste måde at blive på toppen så længe, som jeg har været, er ved virkelig at elske spillet og elske at lære noget nyt hver eneste dag.

Man må aldrig føle, at man ikke længere behøver lære, bare fordi man er på toppen.

Selv tilbage i 2017 og 2018 følte jeg nogle gange, at der var noget i spillet, som havde ændret sig. Jeg kunne mærke, at noget ikke længere passede med min forståelse af Counter-Strike. Så måtte jeg finde ud af, hvilke overbevisninger jeg skulle ændre, og hvad jeg skulle begynde at se anderledes på.

Hver eneste dag og hver eneste turnering handler om at forstå sine egne idéer om spillet og sikre, at holdkammeraterne deler den samme forståelse.

Lige nu har vi en rigtig god kemi på holdet, fordi vi føler den forbindelse. Vi har forskellige stemmer, som kan bidrage i forskellige situationer, og det hele er meget balanceret. Det er fantastisk.

I finalen møder I enten Spirit eller Falcons. Det er de samme to hold - og de eneste to hold - som I tabte til ved PGL Astana 2026. Hvad har den sorte panter lyst til at spise i morgen - falke eller drager?

Vi spiser, hvad end der bliver serveret.

Helt ærligt - for vi kan alligevel ikke selv vælge. Det er jo enten donk - eller NiKo, m0NESY samt kyousuke - og resten af dem.

Begge hold er virkelig stærke, og begge har en god chance for at vinde denne major. Det kommer til at handle om, hvem der leverer bedst i morgen.

Og uanset hvem der løfter trofæet, så håber jeg, at det bliver en fantastisk kamp.

Majorfinalen i Köln ved IEM Cologne Major 2026 mellem FURIA og Falcons eller Spirit er programsat til at starte søndag den 21. juni klokken 17:00.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.