Dust2.dk var igen til stede ved Gamebox, og stod endda for flere CS-turneringer ved Gamebox Festival 2026.

Tilbageblik: Gamebox giver løfter om en lys fremtid for danske LANs

Gamebox Festival 2026 var på mange måder en stor succes, og når det kommer til LAN-delen, så gav det håb for fremtiden for de danske LAN-turneringer.

Denne artikel reflekterer skribentens egne oplevelser af Gamebox Festival 2026.

BYOC er tilbage på den store klinge igen i Danmark. Det tør jeg nærmest godt love oven på Gamebox Festival 2026, som løb af stablen den 24. til 26. april.

For undertegnede gav det associationer til The Party i Aars samt shgOpen 2005, 2006 og 2007 i henholdsvis Aarhus, Fredericia og København. Selvom både shgOpen 2006 og shgOpen 2007 havde deltagelse af flere store hold fra udlandet, var der denne gang - 20 år senere - ved Gamebox Festival kun danske hold med.

Hvad der til gengæld var der, både dengang for 20 år siden og igen i år ved Gamebox Festival, var en LAN-stemning i international klasse. Følelsen af at LAN var og er tilbage for fuld skrue på dansk grund, og det endda på alle parametre.

Og det er et lyspunkt i en tid, hvor de danske LAN-turneringer ellers har det svært. LAN-arrangementerne og turneringerne - især BYOC - er desværre en uddøende race i Danmark. Det vidner oversigten på LANparty.dk desværre også om. Der er ikke meget tilbage at komme efter.

Ligesom sidste år gav LAN-delen ved Gamebox Festival dog igen i år løfter om, at der stadig er håb for de danske LAN-arrangementer. Men det kræver en stor indsats fra hele den danske esportsscene at løfte Danmark tilbage til de hæderkronede LAN-dage.

Jeg taler i øvrigt ikke blot om arrangementer med Counter-Strike på programmet, men generelt set, for LAN-turneringerne skal have noget for alle på tværs af flere forskellige aktiviteter og esportsgrene.

Det er dog også klart, at det taler til Gamebox' fordel, at det afholdes sideløbende med en festival - og en messe - hvor gaming og esport bliver udstillet for Hr. og Fru Danmark i bedste stil - hvilket mindre LAN-arrangementer ikke kan mønstre. Men mindre kan også gøre det, og LAN-delen ved Gamebox står tilbage som et foregangsbillede.

Samlet fra hele landet

At Gamebox Festival 2026 var en bragende succes, bekræfter tallene også. Gamingeventet satte nemlig ny rekord med over 32.500 besøgende til stor tilfredshed for arrangørerne bag samt hos Gamebox' hovedpartner, POWER.

Derudover var mere end 2.500 deltagere samlet til LAN-party i LAN-området, hvor der blev gamet og spillet forskellige turneringer til langt ud på natten i MCH Messecenter Herning.

Og det var netop der, midt imellem de mere end 2.000 tændte skærme, at undertegnede ikke kunne lade være med at få en følelse af og tænke, at det er lige præcis sådan, det skal være, og det skal vi have mere af i Danmark igen - og mindre end 2.000 deltagere kan også gøre det.

Hvad enten det er 150, 500, 700, 1.200, 2.000 deltagere eller flere, så er det underordnet. Det er følelsen af at være en del af noget, mærke LAN-stemningen, mødes med de mennesker, man for det meste bare "ses" med online, og ellers bare være en del af det community, som vi skal huske at værne om.

Vi havde mange mennesker forbi Dust2.dk-delegationen. Og når vi gik rundt i LAN-området, var det til synet af deltagere i alle aldre og fra alle dele af landet. Der var alt lige fra forældre, der var der sammen med deres børn, til efterskoleelever, esportshold samlet i flok, venner, der var samlet for at hygge sig, og individuelle, som havde pakket deres grej og taget en tur på LAN - bare fordi.

Der var lidt af det hele og en masse af det, der tilsammen skabte en fantastisk LAN-stemning. Og når vi netop har så fantastisk et gaming-community i Danmark - ikke kun på Counter-Strike-fronten - så skal vi huske at værne om det.

CS-turneringer for alle

Også de tre Counter-Strike-turneringer, som Dust2.dk afviklede og dækkede ved dette års udgave af Gamebox Festival, var et vidnesbyrd om et stærkt community, hvor CS-spillere fra alle lag var troppet op.

Der var hold fra POWER Ligaen, hold fra CEPTER Divisionerne, nogle af de bedre hold i Danmark - i laget under Astralis, NIP, Tricked, Sashi og AaB - og der var hold med tidligere Paradise Hotel-deltagere, hold med streamere, hold bestående af venneflokke, efterskolehold, hold med opbakning fra foreningslivet, hold med både mænd og kvinder - drenge og piger - og jeg skal komme efter dig.

Der var det hele ved Gamebox, og det var en fornøjelse at se.

Hvad enten det var spillere med en elo på 600-800, spillere med en elo på 2.000 eller mere, en venneflok der havde mere travlt med at komme i byen end at spille finale, eller et hold bestående af fem mennesker, der alle har deres daglige arbejdsgang i det danske militær.

De deltog og bidrog alle til en fantastisk stemning og til, at CS-turneringerne også kørte derudad med højt humør. Noget, som end ikke de mange internetafbrydelser kunne ændre på. Derfor er det også på sin plads at sige tak til de mange deltagere for god ro og orden.

Selv har jeg nærmest helt fået lyst til at starte et hold op og deltage næste år nede på gulvet med egen PC og hele molevitten. For det kan altså bare noget helt specielt.

Fra Masters til et slag Wingman

Alt i alt afholdt Dust2.dk sammen med Gamebox og POWER hele tre 5v5-turneringer, nemlig hovedturneringen Gamebox Masters, B-turneringen Gamebox Open og C-turneringen Gamebox Casual.

Udover det afviklede vi også et par Wingman-turneringer, der kørte som smurt. Og ikke nok med det, så var der også andre CS-turneringer arrangeret af andre end Dust2.dk.

I turneringsregi på CS-fronten blev Gamebox allerede skudt i gang med Gamebox Masters om fredagen. Hovedturneringen startede med åbningsstadiet fredag aften klokken 19:00, noget som undertegnede var ved at komme for sent til, da jeg ganske enkelt farede vild i de mange haller og lokaler, som lagde rammer til hele gamingeventet.

Åbningsstadiet i Gamebox, der fungerede som en slags play-in til gruppespillet, blev afviklet frem til omkring midnat. Knap så godt gik det med den første Wingman-turnering, der grundet tekniske problemer måtte udskydes til tidligt lørdag eftermiddag.

Netop lørdagen bød på det hele - og gudskelov med rigtig god stemning hele dagen igennem. Gruppespillet i Gamebox Masters blev skudt i gang lørdag morgen, den første Wingman-turnering startede ved et-tiden, og så kørte det ellers derudad.

Efter gruppespillet i Masters-turneringen samt den første Wingman-turnering var færdigspillet, blev B- og C-turneringen Gamebox Open og Casual sat i gang, mens den anden Wingman-turnering også blev spillet lørdag eftermiddag og aften.

Tingene kørte på skinner, LAN-stemningen var som nævnt på det højeste elo-niveau, og selvom der var run på hele dagen, så lagde undertegnede hovedet på hovedpuden med en god følelse efter en lang dag.

Der var dog også mange tanker, der kørte rundt, om end lidt færre end det formentlig var tilfældet hos den gode Thomas Bense, der var en af drivkræfterne bag Danish Game Awards ved Gamebox. Han var en af mange mennesker, der var med til at få hele maskineriet til at løbe rundt, og de mennesker skal vi også huske at værdsætte.

Men uanset hvad, så er der en ny dag dagen efter, og det var det samme ved Gamebox. Den sidste Wingman-turnering samt Gamebox Open og Casual blev altsammen færdigspillet sent lørdag aften, så der var kun de sidste slutspilskampe tilbage i Gamebox Masters søndag.

Det var her, at STATE og MASONIC spillede sig i finalen - en finale, som forhåndsfavoritterne STATE endte med at vinde.

Faktaboks

Gamebox Masters ved Gamebox Festival 2026

Turneringen blev dækket live af Dust2.dk alle tre dage, mens HLTV hoppede med på vognen fra kvartfinalerne. HLTV dækkede turneringen fra de fire kvartfinaler og frem til slut.

Plads- og præmiefordeling i Gamebox Masters ved Gamebox Festival 2026:

  • 1. Danmark STATE - 40.000 kroner

  • 2. Danmark MASONIC - 10.000 kroner

  • 3.-4. Danmark Sashi Academy

  • 3.-4. Danmark WAZABI

  • 5.-8. Danmark IMA PROBLEM

  • 5.-8. Danmark Invicta

  • 5.-8. Danmark XI Esport

  • 5.-8. Danmark Linx Legacy

  • 9.-16. Danmark L.820

  • 9.-16. Danmark Fortress

  • 9.-16. Danmark Evo Novo

  • 9.-16. Danmark HyperioN

  • 9.-16. Danmark Kaans Disciple

  • 9.-16. Danmark 67k1ngs

  • 9.-16. Danmark CARTEL CLAN

  • 9.-16. Danmark Ølgod Efterskole 1

Hvad kan vi gøre bedre?

Hos Dust2.dk-delegationen, inklusive undertegnede, kørte tingene på højtryk alle dage. Men resultatet er noget, vi var og er stolte over. Bidraget til fællesskabet og til det fantastiske CS-community, som vi har i Danmark, er det hele værd.

Og for en, der har været med siden SoA var på landsdækkende TV, XplayN-dagene, The Party i Aars, de tidlige udgaver af CS, shgOpen og starten af Dust2-eventyret for 10 år siden, med Sander i spidsen, så varmer det mit CS-hjerte, at det danske CS- og LAN-community stadig lever i bedste velgående - i hvert fald i ånden - hvor vi så bare lige gerne skulle have et LAN-party eller to mere på landkortet i løbet af året.

Selvom vi er tilfredse, så er vi dog også kritiske og altid åbne for konstruktive indslag til, hvordan vi kan gøre tingene bedre. Både i vores dækning og afholdelse af diverse CS-turneringer.

Vi prøver så vidt muligt at fange, formidle og dele stemningen, både på Dust2 TV-streamen og på sitet, så man sidder derhjemme og har en følelse af, at man nærmest selv er til stede. Det er ikke altid, det hele kører snorlige, men vi gør vores absolut bedste på alle fronter.

Vi vil dog også hjertens gerne høre jer derude, hvad vi kan gøre bedre, så enhver form for feedback og konstruktiv kritik af Dust2.dks dækning og afvikling - på alle fronter - modtager vi med kyshånd.

Ellers er der ikke så meget andet tilbage end at sige tak for i år, tak for god ro og orden, og vi ses til fremtidige LAN-events, inklusive Gamebox Festival 2027, hvor man allerede nu godt kan sætte kryds i kalenderen den 23. til 25. april 2027!

#1(Med 1 svar)
3. maj 2026 kl. 17:13
Optimum
Dust2 Major fantasy vinder
Jeg ved ikke om man kunne forsøge at have et dedikeret Dust2-område, hvor folk der er mere "seriøse" i forhold til CS turneringen kan købe billetter, lidt ligesom sidste år.
Jeg synes det skaber lidt mere stemning, hvis man ved at man sidder tæt på de andre, samtidig med at man ikke er med til at ødelægge andre deltageres lan, hvis der bliver råbt lidt for meget.
#2(Med 0 svar)
3. maj 2026 kl. 18:02
b0ychild
Støttet Dust2.dk med 4 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Sølv Sæsonkort Sæson 17
Ja præcis, men det har Lukas også allerede nævnt kommer til at ske. Det er sgu lidt tamt at skulle råbe efter et af de andre hold som sidder nede i en anden hal. Det ville faktisk generelt være fedt, hvis man samlede de forskellige turneringer omkring hinanden, uagtet hvilket spil man spillede.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.