
Dust2.dk afholder CS-turnering ved Copenhagen Gaming Week og Gamebox 2026
Det er snart to år siden, der sidst var en Counter-Strike-turnering på programmet ved Copenhagen Gaming Week.
Sidst der blev spillet en CS-turnering under Copenhagen Gaming Week, var i 2024. Her strøg Astralis helt til tops med en sejr over NIP. Det var Astralis' første turnering med stavn og jabbi på holdkortet.
Meget vand er løbet gennem åen siden, og selvom der i år ikke blev afholdt nogen CS-turnering ved Copenhagen Gaming Week, kommer den på programmet igen til næste år.
Og det er såmænd Dust2.dk, der arrangerer CS-turneringen ved Copenhagen Gaming Week 2026, som løber af stablen fra den 12. til 14. februar. Turneringen får en præmiepulje på 64.000 kroner, hvor vinderen får 48.000 og nummer to får 16.000 kroner.
Turneringen spilles på LAN - dog ikke BYOC - i København med otte hold. Seks hold vil blive inviteret direkte baseret på Valve rangliste (VRS, red.), og de sidste to vil blive fundet i to åbne online-kvalifikationsrunder.
De åbne kvalifikationsrunder vil være åbne for hold med mindst tre danske statsborgere eller personer med lovligt ophold som kerne. Kvalifikationerne afholdes på FACEIT den 14. og 22. januar.
Invitationerne vil begynde fra rang 1 på den europæiske VRS-liste, eksklusive hold der er blandt de 12 bedste på den globale VRS på invitationsdatoen, og vi vil begynde at invitere hold den 10. januar ved hjælp af VRS-listen fra den 5. januar. Den liste, der bruges til seedning, vil også være VRS-listen fra den 5. januar.
Mere information følger senere, mens generel information om Copenhagen Gaming Week 2026 findes her.
Gamebox bliver også med VRS
VRS-festen på dansk grund stopper dog ikke her. For nylig kunne vi også annoncere, at POWER Ligaen fra sæson 31 får et markant løft med VRS, LAN og en større præmiepulje.
Og ikke alene det - så sigter vi også efter, at der kommer til at være VRS-point på spil til CS-turneringen ved næste års Gamebox Festival i hovedturneringen Gamebox Masters.
Mandag den 8. december kunne Dust2.dk således også glædeligt annoncere, at vi afholder CS-turneringen Gamebox Masters 2026 - ved Gamebox Festival - fra den 24. til 26. april.
Gamebox Masters kører med en præmiepulje på 50.000 danske kroner, hvor vinderen får 40.000 kroner, og nummer to får 10.000 kroner. Der er ikke noget maksimalt antal hold, og vi vil bruge VRS fra den 6. april til seedning.
Formatet vil være dobbelt elimination, indtil der er 32 hold tilbage, hvor alle kampe er BO1 - undtagen den sidste runde i den nedre bracket, som vil være BO3. Herefter vil vi spille otte GSL-grupper, hvor 16 går videre. Grupperne vil også være BO1, undtagen afgørelsen i den nedre bracket, som vil være BO3. Disse 16 hold vil spille en BO3 single elimination-playoff.
Ligesom sidste år kommer der til Gamebox også til at være en Gamebox Open og Gamebox Casual, men i år bliver de kørt helt særskilt fra Gamebox Masters, hvorfor de tre ikke har noget med hinanden at gøre, som man kender det fra sidste år. Mere information om, hvordan det helt konkret kommer til at foregå, vil blive meldt ud senere.
Mere information om Gamebox Masters 2026 findes her. Generel info om næste års Gamebox Festival findes på deres hjemmeside.
Billetsalget til Gamebox Festival er allerede åbent. For at deltage i Gamebox Masters skal du have købt 5 billetter (én til hver af dine 5 spillere) til selve Gamebox Festival.
Tilmeldingen til Gamebox Masters 2026 åbner mandag den 15. december klokken 20:00.

























