
Turneringsarrangør ændrer format - Sashi direkte videre til LAN-slutspillet
I en overraskende, men glædelig drejning, som turneringen Tipsport Conquest of Prague 2026 har taget, står det nu klart, at danske Sashi er direkte videre til turneringens slutspil, som afvikles på LAN i Prag.
Frem til tirsdag den 21. april var formatet i turneringen ellers sådan, at de otte bedste hold fra swiss-gruppespillet alle gik videre til turneringens fire play-in-kampe, hvor de fire play-in-vindere så gik videre til slutspillet på LAN i Prag, Tipsport Conquest of Prague 2026 Finals.
Tirsdag valgte arrangørerne bag turneringen dog pludselig at ændre formatet, så de to bedste hold fra swiss-gruppespillet - de to hold, der gik videre med en samlet 3-0-score - er direkte videre til slutspillet på LAN og dermed undgår de nådesløse play-in-kampe.
Det kommer Sashi til gode, da de mandag slog majorholdet SINNERS med samlet 2-1 i den første og ene af gruppespillets to 2-0-kampe. Et resultat, der nu viser sig at være mere værd end først antaget, da det med ændringerne i formatet betyder, at Sashi nu skal en tur til Prag til maj.
Her får danskerne følgeskab af svenske Alliance, der tirsdag slog polske KOLESIE i den anden og sidste 2-0-kamp. Svenskerne var ellers nede med 0-1 samlet i serien efter et 7-13-nederlag på 2-0-kampens første map, men de fik vendt opgøret på hovedet med sejre på Anubis og Dust2, hvor de vandt henholdsvis 13-6 og 13-9.
Både Sashi og Alliance kan dermed nu læne sig tilbage og nøjes med at se til, når play-in-kampene spilles tirsdag og onsdag den 28. og 29. april. De undgår altså at skulle tage del i play-in-kampene og skal nu først i kamp i slutspillet.
fnatic sender rumænere ud
Ét hold, der med sikkerhed end ikke kommer til at spille med i turneringens play-in-kampe, er rumænske Qual4.
Det rumænske mandskab er nemlig ude af turneringen. De blev ekspederet ud af fnatic tirsdag aften i turneringens sidste 0-2-kamp. Rumænerne blev slået ud af fnatic, som vandt serien i overbevisende stil med cifrene 13-5 og 13-4.
Dermed lever fnatic videre i turneringen lidt endnu og er klar til 1-2-kampene, blandt andet sammen med danske Tricked, som mandag vandt den anden 0-2-kamp, da de slog svenske Johnny Speeds ud.
Tricked møder fnatic
Tilbage i turneringens swiss-gruppespil er der nu kun 12 hold, som i gruppespillets fjerde runde skal tage del enten i de tre 2-1-kampe eller de tre 1-2-kampe.
Onsdag gælder det de første to 2-1-kampe, hvor fire hold kæmper om at gå videre til play-in-kampene. Onsdagens første kamp er mødet mellem tjekkiske UNiTY og polske KOLESIE, som starter klokken 17:00. Efter den kamp er overstået, spiller SINNERS mod Young Ninjas.
Torsdag skal polske Walczaki, som er det tidligere ESC-hold, op imod svenske EYEBALLERS i den tredje og sidste 2-1-kamp, inden den første 1-2-kamp afvikles torsdag aften.
Den første 1-2-kamp har dansk deltagelse. Her skal Tricked nemlig i kamp. Danskerne møder ukrainske fnatic i den afgørende kamp, hvor vinderen stadig kan nå at spille sig videre til play-in-kampene, mens taberen til gengæld ryger ud af turneringen.
Fredag er det på forhånd givet, at der kun bliver spillet én enkelt kamp, da mødet mellem ECSTATIC og MOUZ NXT ikke bliver spillet, eftersom ECSTATIC har trukket sig fra turneringen. Dermed er Nikodeons MOUZ NXT direkte videre til 2-2-kampene.
Den eneste kamp, der bliver spillet fredag, er mødet mellem polske TNC og franske Clutchain.
2-1- og 1-2-kampene i swiss-gruppespillet i Tipsport Conquest of Prague 2026
Onsdag d. 22. april:
-
17:00 (2-1) -
UNiTY vs.
KOLESIE -
19:30 (2-1) -
SINNERS vs.
Young Ninjas
Torsdag d. 23. april:
-
17:00 (2-1) -
Walczaki vs.
EYEBALLERS -
19:30 (1-2) -
fnatic vs.
Tricked
Fredag d. 24. april:
-
17:00 (1-2) -
TNC vs.
Clutchain -
19:30 (1-2) -
ECSTATIC vs.
MOUZ NXT
Med ændringerne i formatet spilles der stadig fire play-in-kampe som tidligere, men dog uden 3-0-holdene Sashi og Alliance, som er direkte videre til Tipsport Conquest of Prague 2026 Finals.
Det er nu lavet om, så play-in-kampene i stedet spilles over to runder. I første runde møder det lavest seedede 3-1-hold et af de tre 3-2-hold, mens de to sidste 3-2-hold tørner sammen i den anden kamp i første runde af play-in.
Vinderne af de to kampe møder herefter de to bedst seedede 3-1-hold i to afgørende play-in-kampe, hvor vinderne går videre til slutspillet på LAN i Prag.
Play-in-kampene spilles som tidligere nævnt tirsdag og onsdag den 28. og 29. april. Slutspillet afvikles på LAN i Prag fra den 22. til 24. maj.
Onsdagens kampe i Tipsport Conquest of Prague 2026:
-
17:00 -
UNiTY vs.
KOLESIE -
19:30 -
SINNERS vs.
Young Ninjas






























