
FUT vinder åbningskamp mod ukrainere
Lørdag formiddag startede PGL Bukarest 2026 midt i ræset om VRS-point forud for majoren.
På grund af majorræset kendte vi også allerede, hvem der ville tage den første sejr ved turneringen. FaZe deltager nemlig i disse dage i HLC Beograd og misser derfor deres første to kampe.
Det har EYEBALLERS draget fordel af, og starter dermed 1-0 efter at have trukket karrigans mandskab i første runde.
Den første kamp, der faktisk nåede serveren, var FUT mod Inner Circle. Noget overraskende tog det ukrainske mandskab det første map efter en flot 9-3-føring på T-siden.
Det unge FUT-mandskab var dog ikke så lette at slå, og da andet map blev skudt i gang, var de langt mere tændte og viste, at der var niveauforskel mellem de to hold.
Krabenis mandskab førte smalt 7-5 ved sideskiftet på Mirage, men herefter fik han sat sit hold op til succes, og FUT tabte kun fire runder resten af kampen. De vandt 13-6 på Mirage, inden de dominerede det sidste map på Ancient med 13-3.
Samtidig med FUT mod Inner Circle tørnede 3DMAX sammen med FOKUS, og det lignede, at franskmændene stadig var mærket af at misse majoren. På serveren kunne man ikke tyde, hvem der havde kvalificeret sig til Bukarest via invitation, og hvem der var kommet gennem den lukkede kvalifikation.
FOKUS kom flyvende fra start på deres eget mapvalg Ancient og lukkede franskmændene helt ned på CT-siden, hvilket lagde grundlaget for en sikker 13-6-sejr.
3DMAX kom efterfølgende bedre med og tog ligeledes deres mapvalg Dust2.
Dermed skulle kampen afgøres på Inferno, og her legede FOKUS rundt med franskmændene på T-siden og førte 9-3 ved pausen. Det var for stor en mundfuld for Lucky og kompagni, der tabte 7-13.
Stillingen i gruppespillet ved PGL Bukarest 2026:
1-0
-
EYEBALLERS -
FUT -
FOKUS -
NRG -
B8
0-0
-
The MongolZ -
BC.Game -
Astralis -
MIBR -
PARIVISION -
Legacy
0-1
-
FaZe -
Inner Circle -
3DMAX -
Voca -
Wildcard
Følg med her:
Udvalgte kampe, inklusive Astralis mod MIBR klokken 13:50, kan følges direkte på streamen herunder, mens de resterende kampe vises her.























