
Medie: Buenos Aires og Shanghai bliver majorværter i 2027
Argentina får lov til at afholde deres første major i Counter-Strike i hovedstaden Buenos Aires, mens Kina og Shanghai får lov til at lægge by til for anden gang.
Det er 2027s to majorturneringer, ifølge HLTV.
Den første af de to er i Buenos Aires, bliver afviklet af FiReSPORTS, og er allerede bekræftet af turneringsarrangørens stifter og administrerende direktør Rodrigo Figueroa Reyes. Det er første gang siden IEM Rio i 2022, at majoren kommer til Sydamerika.
Perfect World skal stå for majoren i Shanghai, ligesom de gjorde i slutningen af 2024. Det er ikke bekræftet af turneringsarrangøren selv, men flere kilder med kendskab til Valves beslutning har bekræftet det overfor HLTV.
Den kinesiske turneringsarrangør fungerer også som spiludgiver for Counter-Strike sammen med Valve i Kina.
HLTV kan samtidig afsløre, at ESL og BLAST kommer til at stå for de to majorturneringer i 2028, men her er værtsbyerne endnu ikke kendt.


















