shalfey skal hjælpe K27 ved Stake Ranked Episode 3 som stand-in for clax.

NIP-modstander drager til Barcelona med stand-in

K27 må undvære holdets nye spiller, clax, når de tager til Barcelona for at deltage ved Stake Ranked Episode 3.

Det er ikke mere end lidt over en uge siden, at det russiske hold K27 hentede clax ind som holdets nye femtemand.

Den 24-årige russer clax blev hentet til K27 som afløser for fame, der tørnede ud for holdet som lejesvend i tre måneders tid. fame var udlejet fra Virtus.pro til K27, men eftersom hans ophold hos K27 ikke blev forlænget, vendte han tilbage til Virtus.pro, mens K27 i stedet måtte finde en ny spiller.

Valget faldt altså på clax, og det lignede, at han hurtigt skulle få sin debut for K27 ved LAN-turneringen Stake Ranked Episode 3, som løber af stablen fra den 15. til 18. juli i den spanske storby Barcelona.

Det bliver dog alligevel ikke tilfældet, og clax må i stedet vente med at få sin officielle debut for K27. Lørdag eftermiddag kunne holdets CEO nemlig offentliggøre i et opslag på Telegram, at de må undvære clax i Barcelona på grund af visumproblemer.

I fraværet af clax stiller K27 i stedet op med den bænkede 9 Pandas-spiller shalfey som stand-in. Den 24-årige shalfey er derfor med, når han og resten af K27-holdet tager hul på turneringen i Spanien den 15. juli mod NIP, der har de tre danskere Snappi, sjuush og stavn på holdkortet.

K27 stiller op til Stake Ranked Episode 3 med følgende hold:

  • xeedo

  • kashl1d

  • qw1nk1

  • X5G7V

  • shalfey

  • balbina (Coach)

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.