Dust2.dk fangede sjuush efter kampen mod Fluxo.

Stage 2-sikrede sjuush: "Stolene er hårde for numsen"

Det eneste sjuush kan have ondt i røven over efter Stage 1 i Budapest er de spritnye stole.

Dust2.dk til StarLadder Budapest Major 2025.

NIP sikrede sig avancement til majorens andet stadie efter en overbevisende sejr med to gange 13-5 over Fluxo i 2-1-kampen. Det var en tilfreds sjuush, der så optimistisk på Stage 2, da Dust2.dk fangede ham efter sejren.

3-1 og videre. Hvordan føles det?

Det føles godt. Jeg synes vi begyndte at spille bedre og bedre igennem alle kampene. Jeg synes, at den første kamp var helt forfærdelig, men så snakkede vi om det og spillede bedre i Lynn Vision-kampen. Dagen efter var det også bedre og i dag var virkelig godt i forhold til de andre dage også.

NIP led en chokstart mod NRG, der kastede holdet i et krisemøde. Efterfølgende fulgte tre sejre, og sjuush ser generelt tilbage på et godt første stadie:

Nu har vi jo haft 3 næsten 4 ugers træning op til det her efter Bukarest - som var virkelig virkelig dårligt - og der har vi selvfølgelig arbejdet rigtig hårdt. Nogle af de ting vi gerne vil bringe ind til kampen gjorde vi ikke i første kamp, og det er også derfor vi havde et ret hårdt møde, hvor vi lige skulle sige til hinanden, hvad skal vi huske at gøre inde på serveren.

Fordi nogle gange kan man godt joine serveren og forvente at det er der, men man skal rent faktisk gøre noget for de ting de små ting er der - og det føler jeg vi gjorde meget nemmere især i dag.

NIP har på vejen til avancement slået Lynn Vision, FaZe og Fluxo. I kampen mod FaZe på Overpass tog NIP en overbevisende sejr, hvilket sjuush dedikerer til NIPs staff:

Jeg synes vi spillede rigtig godt. Jeg følte vi havde et godt overblik over hvordan de spillede og hvordan de reagerer på mappet.

Jeg synes vi har et godt staff bag os også, som som hjælper os meget med i forhold til antistrat, så vi ved præcis hvordan de tænker, tager beslutninger og de små ting.

sjuush' egen individuelle form har været god op til majoren, synes han selv. Men for at han skal kunne levere varen, så skal der være kontrol i kampen og ro på TeamSpeak:

Altså jeg synes at op til majoren - i træning - har den været virkelig god, så jeg håber at kunne bringe den ind i spillet her.

Men ud fra mine roller går det også meget ud fra hvordan de andre også spiller. Så hvis de de har gode comms osv. Jeg har brug for gode comms til at kunne spille den måde jeg gerne vil spille på i hvert fald.

Hvis der er meget kaos på Teamspeak eller folk stresser rigtig meget, så synes jeg, at det er svært at at spille, fordi jeg er ikke altid den der flyver frem.

Jeg kan godt, men jeg vil også gerne tage kalkulerede chancer og rent faktisk kunne tænke over beslutningerne og hjælpe med at styre lidt.
Hvis der er alt for meget kaos og folk stresser og råber, så er det også svært at kunne hjælpe og styre på den måde jeg gerne vil.

sjuush ser også, at NIP har gode chancer for at levere noget god Counter-Strike i majorens næste stadie - med deres præstationer indtil videre taget med i betragtning:

Jeg synes vores chancer ser gode ud.

Jeg tror også det giver noget, at man har spillet lidt i forhold til de hold der kommer ind. Jeg synes de hold der er her i Stage 1 også er gode hold.
Det er hold, der lige har fået chance til majoren og de fleste af dem burde nok også bare komme videre.

Jeg synes egentlig ikke, at der er sådan en kæmpe forskel på holdene i Stage 1 og Stage 2, hvor det er mere i Stage 3, hvor de store gutter er.

Er det en fordel, at i allerede har spillet jer varme i Stage 1 og på Bo1?

Jeg tror helt sikkert, at det gør noget, at man lige har vænnet sig til computeren. Vænnet sig til setuppet og scenen, skærmene og stolene.

Det er spritnye stole så de er hårde for numsen - så der er nogle små ting som man man også lige har vænnet sig til og bare accepteret som de er - i forhold til de nye hold lige skal ind og se det hele an.

For sjuush handler det om at finde de små procenter - og finde enhver fordel de kan give sig selv:

Det er jo hver eneste hver eneste detalje der gør en forskel, så hvilken som helst procent du kan få - det tager du. Det kommer jo også med erfaring og det kommer med tiden til eventsene med lige at finde ud af, hvad fungerer og hvad fungerer ikke.

Majorens andet stadie skydes i gang d. 29. november.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.