
Tyrene bankede gederne
Det kan være, at goatgang-mandskabet skal drikke lidt mindre bajer og spille en tand mere Counter Strike næste gang, at de holder bootcamp.
I dagens opgør mod Sørby Esport stod Johnny og kompagni nemlig uden chancer, da de to mandskaber krydsede klinger på Ancient i AceZone 2. Division A.
Her startede Sørby Esport på T-siden, hvor de formåede at hive otte runder med sig over på den anden side. Her skulle de bruge bare seks runders spil til at lukke mappet med 13-5.
Dermed starter goatgang sæsonen med et nederlag, mens Sørby Esport får rejst sig efter holdets første nederlag, der fandt sted tirsdag mod Avanti NXT.
Fortress brager derudaf
I den modsatte 2. division har Fortress haft en meget travlt sæsonstart, da de inden for de første tre dage allerede har spillet syv kampe færdigt.
De mangler i skrivende stund at færdiggøre den ottende mod Frogiz Esport.
Onsdag er det indtil videre blevet til et nederlag og to sejre, hvoraf den ene sejr var mod eSpuma i overtid, mens den anden var mod Invictas akademihold.
Dermed ligger Fortress-mandskabet i skrivende stund også på førstepladsen med 15 point efter syv kampe, hvilket kan ende med at blive til 18 senere i aften.