
Britisk organisation slår kløerne i kontroversielt polsk hold
Den britiske organisation, Reason Gaming, er klar med et nyt Counter-Strike-hold, efter at have skrevet under med det omtalte polske mandskab, M1.
Fremover skal M1 spille under navnet Reason Gaming, hvilket blev offentliggjort onsdag i et opslag på X.
Tilbage i slutningen af maj og starten af juni spillede M1 sig hele vejen til finalen i onlineturneringen Y-Games Pro Series Season 5. Undervejs blev holdet gentagne gange anklaget for snyd - blandt andet af deres finalemodstander, ENCE.
Trods anklagerne løb ENCE med sejren i finalen. Men mistanken om snyd har tilsyneladende ikke afskrækket Reason Gaming, som nu henter det tidligere M1-hold ind under vingerne.
Anklagerne ser heller ikke ud til at ryste Reason Gamings CEO, Adam "Blanks" Keith, der i et interview med Esports News UK udtalte:
Desværre sker beskyldninger som disse hele tiden i CS, det er den grimme side af, hvad betting gør ved spillet. På den ene side giver det flere seere, flere sponsorer og flere penge til industrien. På den anden side åbner det dørene for anklager om matchfixing, trusler mod spillere og organisationer og anden antisocial adfærd. Som med alle andre hold, vi taler med, har vi foretaget en omfattende undersøgelse af holdet og deres kampe.
Det polske hold rykker over til Reason Gaming med alle fem tidligere M1-spillere. For fire af spillerne er det anden gang, de skifter hjem i år. De kom nemlig til M1 fra devils.one tilbage i april.
Den eneste spiller, der ikke var med ved skiftet fra devils.one til M1, er AntyVirus, som i stedet kom til fra AVEZ.
Reason består nu af:
-
AntyVirus
-
fanatyk
-
Frontsiderr
-
PeTeRoOo
-
suonko