
Spirit-spiller: "donk kan matche ZywOo, men kyousuke kan måske dominere ham"
Siden Astralis var altdominerende tilbage i 2018 har der måske ikke været et lige så dominerende hold, som der er lige nu i form af Vitality.
Ud af årets syv tier 1-turneringer har Vitality vundet fire af ud af de fem, som de har spillet med i, hvoraf det for nylig med sejren ved IEM Melbourne blev til den fjerde i træk.
I de fire turneringer, som Vitality har vundet, er det blevet til en MVP-medalje for ZywOo til hver enkelt af dem. Franskmanden har været ustoppelig i 2025.
Det vækker naturligvis et stort spørgsmål: Hvem kan stoppe ZywOo og kompagni?
Det har Spirit-spilleren magixx måske et svar på, da han peger på én fra samme organisation - dog ikke donk, som man måske først ville have troet.
donk kan matche ham (ZywOo, red.), men kyuosuke kan måske dominere ham, lyder svaret til HLTV ved BLAST Rivals.
Inden snakken gik over på, hvem der kan stoppe ZywOo, forklarede magixx til HLTV, hvad han tror, der er forskellen på NAVI og Vitality.
Forskellen mellem Vitality og NAVI, tror jeg, er, at NAVI i højere grad er et taktisk hold, mens Vitality – historisk set – nok ikke har været så dybe, når det gælder taktik.
De har altid haft ZywOo, og det hele byggede ret meget på holdets og spillernes aktuelle form. Nu har de enorm firepower hos hver enkelt spiller, og kemien ser virkelig god ud – alle leverer.
Du kan ikke rigtig overgå dem på kloge beslutninger, hvis du ikke kan skyde bedre end dem, for de har mange spillere, der kan lave et stort play.
Både Spirit og Vitality spiller med i den igangværende BLAST Rivals-turnering i København. Her er holdene havnet i hver sin gruppe.
Sat i forbindelse med Falcons
Om det bliver under Spirit-banneret, at kyousuke, som magixx forudsiger, kommer til at sætte en stopper for ZywOo, må tiden vise.
For tre ugers tid siden kunne vi her på Dust2.dk afsløre, at den unge russer var et varmt emne hos Falcons, hvor han efter sigende skulle erstatte TeSeS efter majoren i Austin.
I kølvandet på den nyhed har Falcons - og især TeSeS - leveret højt niveau. Det bliver spændende at følge, om det har ændret tingene i Falcons-lejren.