
NiKo er blevet forlovet
Tidligere i dag delte G2-stjernen NiKo to billeder på Instagram, hvoraf det fremgik, at hans hidtidige kæreste nu havde fået en ring på fingeren.
NiKos forlovede, Sara Stojanovic, har på sin egen profil udvidet billedserien en smule. På det sidste af de fire billeder, hun har lagt op, kan de store ord "MARRY ME" (som på dansk betyder "gift dig med mig", red.) ses.

Mens den 26-årige riffelstjerne har fået fremtiden på plads på det personlige plan, så forholder det sig en kende anderledes i henhold til den professionelle karriere.
Der florerer nemlig rygter om, at NiKo er på vej til Falcons, fordi han angiveligt er for dyr til G2 og nægter at gå ned i løn.
Ifølge rygterne skulle m0NESY være interesseret i at følge efter NiKo, men så sent som i forgårs afviste G2's General Manager salget af den unge russer blankt overfor HLTV.
G2's General Manager var dog mindre klar i spyttet, da et salg af NiKo kom på tale:
NiKo er en af de bedste spillere, som har rørt det spil, vi elsker og lever i, og det ville være ekstremt svært at erstatte ham 1 til 1.