
Drømmen om en plads i slutspillet lever
Rigtig mange spåede MASONIC en meget svær sæson i Elgiganten Ligaen, men efter fire kampe har holdet ni point, og det kunne meget vel have været maksimum point, da MASONIC tabte 14-16 til Tricked.
Holdets kaptajn, blaq, forstår godt de dystre forudsigelser, som MASONIC har brugt som motivation til at skyde sig op på en øjeblikkelig tredjeplads.
Vi fik en hård dom op til sæsonstarten, hvilket er fair taget vores position i betragtning. Det så vi frem til at modbevise, da godt vidste, at vi var i stand til at vinde over flere af holdene i ligaen. Vi har arbejdet meget på det mentale område, og hvordan vi fungerer bedre som et hold på serveren, og det har givet os meget. Det er også årsagen til at vi kan lave to comebacks i gårsdagens opgør.
Selvom MASONIC har fået en rigtig god start på sæsonen, var det ikke vildt opmuntrende, at så mange spåede dem som sikker nedrykker.
Det er ikke sjovt, men det er en del af gamet. Vi vil gerne være med, hvor det er sjovt, og sådan fungerer sporten bare. Vi har selvfølgelig fokuseret på, at vi har alt at vinde og meget lidt at tabe, når vi er i den her position. Fokus ligger på os selv, siger blaq til Dust2.dk, som også erkender, at det altid er nemmere at være underdog.

Med en tredjeplads i tabellen er MASONIC dog et hold, som alle er blevet mere opmærksomme på, og derfor stiger forventningerne til blaqs unge spillere også.
Netop det er spillerne nødt til at kunne håndtere, og det er blaq opmærksom på.
Det er enormt vigtigt, vi er i stand til at fokusere på vores spil. Her handler det især om, at vi har gode aftaler på plads for, hvordan vi tilpasser os under runderne, når vi sidder på serveren. Vores kampe har været meget tætte, så der er stadig meget at lære, inden vi kan være tilfredse med vores performance. Jeg har enorm stor tillid til, at mine spillere er i stand til at udvikle sig, men presset fra et rolleskifte er en ting, vi er nødt til at håndtere godt.
Med den gode start på ligaen er MASONIC også begyndt at drømme om en plads i slutspillet, men holdet ved godt, at det stadig bliver svært at slutte i top 6.
Man bliver hurtigt grebet af stemningen, og jeg ser også en verden, hvor det kan ske, men så skal vi vinde kampe, som den vi havde imod TRICKED, hvor vi var foran. Så allerede der har vi arbejdsområder, inden vi kan indfri vores drømme! Hvis de andre hold ikke tager os alvorligt nok, så ender vi i et slutspil, afslutter blaq.
Holdet møder på mandag AGF og Atlando i Elgiganten Ligaen, og her vil særligt en sejr mod førstnævnte sende MASONIC helt op blandt favoritterne til en plads i slutspillet.
Udover et nederlag til Tricked har MASONICs fire første kampe budt på sejre over ESIMED, IGNITE og Sørby Flames.
MASONIC består af:
blaq
kraghen
brzer
Qu1sten
Stealth
Du kan selv finde stillinger, kampe, resultater, stats og meget mere i liga-universet.