
North taber første kamp til FaZe
North starter ESL One: Road to Rio - Europe gruppespillet med et nederlag, da danskerne netop har tabt til FaZe.
Første map startede rigtig skidt for danskerne, der endda selv havde valgt Overpass. Blot fire T-runder blev det til, og på CT-siden kunne MSL og co. ikke hive nok runder i hus til at hente sejren.
Det så derfor meget skidt ud, da serveren skiftede til FaZes map, Inferno.
Endnu en gang kom FaZe foran 11-4, denne gang var det bare som T. North skulle derfor diske op med noget af en T-side, hvis de ville hive sejren hjem,
Det gjorde de faktisk, da cajunb gik forrest med 20 kills på T-siden og sikrede North en 16-13 sejr.
Kampen skulle derfor afgøres på Nuke, hvor North lagde fra land med en 8-7 føring som CT. På T-siden kunne danskerne dog ikke levere samme spil, som FaZe kunne, og derfor endte North med at tabe kampen.

Nederlaget er dog ikke helt katastrofalt, da de fire bedste hold fra hver gruppe går videre til slutspillet, så der er stadig mange kampe til at skrabe point sammen. Norths næste kamp er mod mousesports på søndag.
Hver gruppe består af otte hold, som alle møder hinanden i BO3-kampe. I Norths gruppe befinder hold som Copenhagen Flames, G2 og c0ntact sig også.