
Flashpoint arbejder på at erstatte dansk hold
Det står nu klart, at cadiaN, Snappi og resten af det hold, der, måske/måske ikke, spiller for FunPlus Phoenix, ikke kommer til at fortsætte i første sæson af franchise ligaen Flashpoint.
Ligaen er nemlig på udkig efter en erstatning for FunPlus Phoenix. Det skriver HLTV.org.
Det kommer dog ikke som det store chok, da es3tags kommende skifte til Astralis angiveligt fik handlen mellem Heroic og FunPlus Phoenix til at falde til jorden.
Det resulterede i, at det danske hold, midt i klargøringen til opgøret mod Orgless, fik besked på at pakke sammen, da de ikke ville få lov til at spille kampen. Det skyldes formentlig, at FunPlus Phoenix helt har trukket sig som medejer af ligaen.
I går tweetede cadiaN ligeledes, at han var på vej hjem til Danmark, og da andet gruppespil i Flashpoint allerede starter i morgen, havde de fleste regnet ud, at danskerne ikke ville fortsætte i ligaen.