
Brite bekræfter rygter: Organisation lukkede før kontrakten blev underskrevet
Den britiske CS-spiller CYPHER har bekræftet, at der var hold i rygterne om et skifte til den ukrainske organisation ALGO.
I et opslag på X onsdag den 22. juli afslørede den 23-årige brite, at endnu en organisation var gået i opløsning, netop som han var ved at underskrive sin kontrakt.
Her er CYPHERs opslag, oversat fra engelsk til dansk:
For helvede da! Jeg må virkelig have verdens dårligste held, når det kommer til organisationer. Endnu en organisation er blevet opløst, lige som jeg skulle til at underskrive kontrakten. Det må efterhånden være et talent, skrev CYPHER i opslaget, som dermed bekræftede de rygter, der i dagene forinden var blevet delt af de russiske insidere Gromov og solutioN00.
De to insidere kunne allerede den 13. juli berette, at ALGO testede et nyt hold bestående af CYPHER, nexa, Maden, 7Kick og yxngstxr. Fem dage senere opdaterede de oplysningerne og skrev, at polske hades havde overtaget pladsen fra rumænske 7Kick, mens tyske kRYSTAL var i spil som holdets træner.
Mandag den 27. juli kom den endelige bekræftelse, da ALGO i et opslag på X meddelte, at organisationen trækker sig fra Counter-Strike. Dermed viste det sig, at CYPHERs kryptiske opslag fem dage tidligere handlede om netop ALGO, som aldrig nåede at få det nye internationale mandskab på plads.
Sådan kunne ALGO-holdet have set ud, hvis ALGO ikke havde valgt at dreje nøglen om:
-
CYPHER -
hades -
Maden -
nexa -
yxngstxr -
kRYSTAL (Coach)
CYPHER har de seneste år haft usædvanligt meget modgang på organisationsfronten. Efter sit gennembrud med Apeks ved BLAST.tv Paris Major 2023 har han blandt andet været en del af TSM, BLEED, BC.Game, fnatic og senest 500. Flere af projekterne blev enten ramt af økonomiske problemer, opløst eller ændret markant kort tid efter hans ankomst.

















