I samarbejde med iBUYPOWER afholder fl0m (tv.) turneringen iBUYPOWER Masters FML 2026.

Nordamerikanske giganter deltager i VRS-turnering i Las Vegas

Liquid, M80, NRG og Wildcard er alle på deltagerlisten til iBUYPOWER Masters FML 2026, som afvikles i slutningen af september.

Fra den 25. til 27. september løber VRS-turneringen iBUYPOWER Masters FML 2026 af stablen i den amerikanske by Las Vegas, Nevada.

I alt otte hold deltager i turneringen, og de otte deltagere blev præsenteret mandag af fl0m i et opslag på X. Der er ingen europæiske hold blandt deltagerne, men til gengæld er nogle af de bedste nord- og sydamerikanske hold med.

Deltagerlisten tæller blandt andet Liquid, M80, Wildcard og NRG, og derudover er brasilianske DENDELE og argentinske BESTIA også med. Alle otte deltagerhold er inviteret på baggrund af deres VRS-placering i juli måned.

At det netop var den 33-årige amerikanske streamer fl0m, som præsenterede deltagerholdene, er i øvrigt ikke noget tilfælde. Han har længe været aktiv som spiller og er det stadig.

fl0m er sammen med iBUYPOWER den helt store drivkraft bag turneringen, og det ligger også lidt i navnet, da "FML" i iBUYPOWER Masters FML 2026 står for fl0m's Mythical LAN.

Turneringen bliver afviklet i HyperX Arena Las Vegas og kommer til at have en samlet præmiepulje på næsten 200.000 kroner. De otte deltagerhold bliver fordelt i to grupper med fire hold i hver, hvoraf de to bedste fra hver gruppe går videre til slutspillet, som består af to semifinaler, en bronzekamp og finalen.

Her er de otte deltagerhold ved iBUYPOWER Masters FML 2026:

USA Chicken Coop
USA M80
USA NRG
USA Voca

Liquid
Wildcard
BESTIA
Brasilien DENDELE

Et af deltagerholdene, argentinske BESTIA, har i øvrigt for nylig præsenteret en ny træner. For en uge siden annoncerede de brasilianske tge som ny træner, hvilket HLTV også berettede om i denne nyhed. Den 28-årige brasilianer har blandt andet en fortid hos 9z og RED Canids.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.