
Esports World Cup flytter CS2-finalen til større arena
EWC har valgt at flytte finaledagen i Counter-Strike 2-turneringen ved Esports World Cup 2026 til en større arena. Søndag den 23. august bliver finaledagen således afviklet i Accor Arena i Paris, efter at billetterne til finaledagen i den oprindelige arena blev udsolgt.
Turneringen skulle oprindeligt have været spillet i Riyadh i Saudi-Arabien, men blev tidligere i år flyttet til Paris som følge af konflikten mellem Iran og Israel. Selve turneringen afvikles fortsat primært i Paris Expo Porte de Versailles, men finaledagen flyttes altså nu til Accor Arena for at give plads til flere tilskuere.
Accor Arena er et velkendt sted for Counter-Strike-fans. Arenaen lagde blandt andet hus til slutspillet ved BLAST.tv Paris Major 2023, hvor Vitality foran hjemmepublikummet sikrede organisationens første majortriumf.
Esports World Cup oplyste selv nyheden tirsdag eftermiddag i et opslag på X, hvor arrangørerne skrev, at efterspørgslen på billetter til finaledagen var så stor, at de valgte at udvide kapaciteten. Samtidig blev der sat et nyt parti billetter til salg til finalen den 23. august.
Counter-Strike-turneringen ved Esports World Cup 2026 afvikles fra den 12. til 23. august. Inden da spilles den åbne LAN-kvalifikation fra den 7. til 9. august, ligeledes i Paris, hvor de sidste fire pladser blandt turneringens i alt 32 deltagende hold skal fordeles. Turneringen har en samlet præmiepulje på lidt over 13 millioner kroner.
Her er den foreløbige deltagerliste til Esports World Cup 2026:
•
Astralis
•
NIP
•
Falcons
•
GamerLegion
•
Vitality
•
NAVI
•
MOUZ
•
FUT
•
G2
•
FaZe
•
magic
•
Monte
•
3DMAX
•
Aurora
•
B8
•
Spirit
•
PARIVISION
•
BetBoom
•
The MongolZ
•
TYLOO
•
Lynn Vision
•
M80
•
Wildcard
•
9z
•
FURIA
•
Legacy
•
paiN
•
MIBR
























