
Chr1zN sætter ord på sin første turnering med HEROIC
Chr1zN har fået sig en god start i HEROIC, da han lørdag sørgede for at forblive ubesejret og samtidig kvalificere sig til LAN-finalerne i BLAST Bounty.
Umiddelbart efter opgøret fangede Dust2.dk den danske ingame leader, der fortæller, at han selv havde en forventning om at nå slutspillet.
Jeg havde selv en forventning om, at vi skulle i slutspillet, så jeg er mest bare glad for at det lykkes, fordi omstændighederne er, hvad de nu engang er.
HEROIC-mandskabet skulle dog forsøge at kvalificere sig uden en fast AWP'er, da Alkaren på grund af visumproblemer har misset turneringen.
I stedet har ynxgstxr, som var bænket på holdet, hjulpet til som stand-in.
Jeg synes ikke, det har været svært at omstille sig for at være ærlig. Vi var et meget nyt hold, så vi havde ikke så meget i forvejen med Alkaren.
yxngstxr har også gjort et rigtigt godt stykke arbejde med at prøve at fylde AWP-rollen så meget som muligt og været god til at lytte til de input, som jeg har givet ham under vores træningsdage.
HEROIC-mandskabet er tilfredse med at have nået slutspillet, men alt efter hvilket opgør der venter, er Chr1zN ikke i tvivl om, at de kan gøre endnu mere skade.
Her i slutspillet tager vi det, som det kommer. Jeg og resten af holdet er rigtig tilfredse med at være kommet her til, men alt efter hvilket opgør vi får, tror jeg godt, vi kan gøre mere damage.
"Jeg har fået den plads, jeg skal have"
Chr1zN sluttede sig til HEROIC tilbage i november 2025, men det er først her i starten af 2026, at han har fået sin debut med holdet.
Den danske kaptajn fortæller, at han er faldet godt på plads, ligesom han er blevet tildelt den plads, han skal have for at gøre sit arbejde.
Alle har været rigtigt søde og taget godt imod mig. Jeg føler, at vores dynamik er ret naturlig, og at jeg har fået den plads, som jeg skal have for at kunne gøre mit arbejde.
LAN-finalerne i BLAST Bounty afvikles fra den 22. til 25. januar på Malta.



















