
Tidligere Gambit- og Cloud9-kaptajn søger nye græsgange
Den 1. december annoncerede russiske AMKAL, at de havde valgt at bænke hele deres Counter-Strike-hold.
Blandt de fem bænkede spillere er den 24-årige russer, nafany, som i øvrigt stod i spidsen af holdet, som holdets IGL. nafany nåede blot at være en del af AMKAL i fire måneder.
Den erfarne in-game leader har dog ikke tænkt sig at blive siddende på AMKALs bænk særlig længe. Onsdag den 10. december gjorde han således klart i et opslag på X, at han nu er på udkig efter en ny arbejdsgiver.
Som nævnt blev det kun til fire måneder i AMKAL-trøjen for nafany, der tidligere i karrieren blandt andet har spillet og stået i spidsen for Gambit Youngsters, Gambit, Cloud9 og BetBoom.
Selvom nafany blot er 24 år gammel, er han langt fra ny i gamet og kan allerede prale af tæt på 10 års erfaring. Han har blandt andet deltaget i tre major-turneringer - senest ved majoren i Rio i 2022.
Hans mest succesfulde periode kom i tiden hos Gambit, der senere blev til Players, inden Cloud9 overtog holdet. Siden overgangen fra CS:GO til CS2 har han dog haft svært ved at finde det samme fodfæste i toppen af Counter-Strike-verdenen.













