
sycrone med råd til gla1ve: " Vær nysgerrig"
Dust2.dk ved StarLadder Budapest Major 2025.
Onsdag formiddag skrev HLTV baseret på flere kilder, at gla1ve er på vej til 100 Thieves, hvor han for første gang skal prøve kræfter med træner-rollen.
Springet fra spiller til træner kan være stort, lyder det fra landsmanden sycrone, der selv har taget hoppet tilbage i 2021 og siden har fået stor succes med MOUZ.
Det fortalte den danske træner, da dust2.dk talte med ham ved majoren i Budapest.
Lukas (gla1ve, red.) har jo en masse erfaring fra sin egen spillertid, som jeg tror han kan drage god nytte af. Men det kan være et stort skridt, fortæller sycrone.
At gå ind i coaching-verdenen, det kan være et helt andet felt. Så er du pludselig meget mere på det menneskelige. Det handler meget om udvikling, det handler meget om at sætte andre før sig selv. Det gør det også lidt i en kaptajn-rolle.
Selvom det er en fordel at have erfaring som spiller, så er der alligevel meget at lære, når man overgår til en træner-rolle. Spurgt efter et godt råd til gla1ve peger sycrone derfor også på nysgerrighed og åbenhed.
Jeg vil sige, at da jeg først gik ind i coaching, så havde jeg selv en baggrund som spiller. Og jeg havde en god ide om, hvordan strukturen ville se ud, hvordan spilsystemet ville se ud. Men jeg skulle virkelig lære at coache. Og det har taget tid, og mest af alt har det taget, at man havde et åbent mindset.
Så det ville være mit største tip til ham. Gå ind til det med åbenhed og vær nysgerrig omkring coaching. For den del af det univers kan være helt nyt for ham. Og så i løbet af sin tid med holdet italesætte, at "hey, jeg er også er ny i den rolle her" og at de ser, at han udvikler sig, ligesom holdet udvikler sig. Det er noget, som jeg har draget meget nytte af i MOUZ.
Indtil videre tæller 100 Thieves blot en enkelt spiller i form af rain.


















