
Keoz anklager kONO for kontraktbrud
Det nye år er ikke begyndt helt gnidningsfrit i kONO, hvor danske birdfromsky og b0RUP spiller.
Holdkammeraten Keoz har i hvert fald besluttet sig for at bringe interne stridigheder mellem ham og organisationen for offentligheden.
På X skriver Keoz en længere tråd, hvor han beskylder kONO for at nægte at betale løn for december måned og dermed for kontraktbrud.
Da Keoz bragte den manglende løn for december op for organisationen, fik han svaret "$amountOfSalary won’t make anyone richer", skriver Keoz.
Keoz, Burmylov, birdfromsky og b0RUP har alle været en del af kONO siden august 2025, men det er altså kun lønnen for december, som er et problem for Keoz. Han bringer selv det faktum på banen, at holdet ikke har spillet nogen kampe i december måned, men det fritager ikke organisationen at udbetale en mindsteløn, mener Keoz.
kONO spillede med i den åbne kvalifikation til IEM Rio 2026 tidligere på ugen.
Men dét, der nok har fået bægeret til at flyde over for Keoz, var, da kONO pludselig bragte et anonyomt tip om at Keoz skulle have matchfixet på banen.
Efter mere end en måneds tavshed, og kun efter jeg krævede betaling, modtog jeg pludselig en påstand, baseret på "anonyme informationer", der anklagede mig for at matchfixe sammen med en anmodning om at tage en polygraftest (løgnedektetor, red.), skriver Keoz.
kONO er ejet af og opkaldt efter den ukrainske fodboldspiller Yevhen Konoplyanka, der har spillet for Dnipro Dnipropetrovsk, Sevilla, Schalke 04 og det ukrainske landshold.
Vi har rakt ud til organisationen for kommentarer til sagen.
Dust2.dk har også taget kontakt til Keoz' danske holdkammerater, bidfromsky og b0RUP, for at høre, om de mangler løn for december, og om de kan genkende Keoz' situation.
birdfromsky har ingen kommentarer til sagen, og vi har på nuværende tidspunkt ikke hørt tilbage fra b0RUP.















